Fortsæt til indhold
Aarhus

Aarhus skal uddanne i bedre nærvær

Aarhus Universitetshospital og Aarhus Universitet udbyder nu en uddannelse i mindfulness-baseret stress reduktion, MBSR. Uddannelsen er som den eneste i Europa etableret i samarbejde med amerikanske pionerer inden for mindfulness.

Signe Haahr Lindegaard

Den 14. november begynder det første hold studerende på den nye uddannelse i mindfulness-baseret stress reduktion, MBSR, ved Aarhus Universitet, der som de eneste i Europa samarbejder med Center for Mindfulness ved University of Massachusetts Medical School i USA.

»Med MBSR lærer man at være i nuet i stedet for hele tiden at tænke fremad, som mange bliver stressede af,« fortæller psykolog Jacob Piet, der er en af hovedkræfterne bag den nye uddannelse.

Uddannelsen bygger på omfattende forskning, der har vist, at MBSR er en effektiv metode over for symptomer på stress, angst og depression. Derudover oplever mange, at metoden fører til forbedret livskvalitet og velvære.

Ifølge Jacob Piet er der netop nu et behov for denne uddannelse.

»Mindfulness er meget udbredt, men kvaliteten af uddannelserne i MBSR herhjemme har hidtil været svingende. Derfor laver vi nu en uddannelse, der svarer til den amerikanske MBSR-uddannelse og er baseret på de metoder, som har en forskningsmæssig dokumenteret effekt,« siger han.

Skal selv prøves

Uddannelsen består af et otte ugers kursus i mindfulness-baseret stress reduktion, hvor man vil lære om metoder som yoga og meditation og om, hvordan disse metoder kan videregives til andre.

»Deltagerne skal under uddannelsen selv igennem MBSR-programmet og anvende de lærte metoder til at komme overens med noget i deres eget liv, de synes er svært. På den måde har de en erfaringsbåret forudsætning for at hjælpe andre senere hen,« siger Jacob Piet.

Det er Forskningsklinikken for Funktionelle Lidelser ved Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital, som udbyder uddannelsen, og det er overlæge Lone Fjorback og psykolog Jacob Piet, der begge har skrevet ph.d.-afhandling om mindfulness, som er ansvarlige for uddannelsen. Trygfonden har bevilget 2,4 mio. kr. til opstart af uddannelsen.