Fortsæt til indhold
Aarhus

Big Chris dropper landsholdet

Basketball: Landsholdet satser stort, men Chris Christoffersen fra Bakken Bears melder fra.

Mikkel Hemmer-Hansen

Det danske herrelandshold i basketball har taget hul på en genopretningsplan.

Holdet har ligget underdrejet i en periode rent resultatmæssigt, men nu er der iværksat en plan for de kommende fire år.

En ny finsk landstræner, Piete Poikola, er ansat, og et langsigtet program er skruet sammen.

Ambitionen er at samle alle de bedste danske spillere og derefter målrettet jagte kvalifikation til EM.

Allerede i begyndelsen af august venter de første EM-kvalifikationskampe. Men her må landsholdet klare sig uden en af Danmarks absolut bedste spillere. Centerspilleren Chris Christoffersen fra Bakken Bears har meldt fra.

»Jeg har holdt møder med lederne og den nye landstræner. Det ser spændende ud, men jeg har alligevel besluttet ikke at spille på landsholdet i år,« siger Chris Christoffersen.

Personlig træner

Den 218 centimeter høje centerspiller, der blev kåret til MVP i DM-finaleserien mellem Bakken Bears og Svendborg, kan ikke få kalenderen til at hænge sammen.

Hen over sommeren skal landsholdsspillerne i alt være samlet i 35 dage, og det kan Chris Christoffersen ikke finde plads til. Han er ansat på halv tid i Bakken Bears og arbejder ved siden af som model og personlig træner i Fitness World.

»Jeg kan ikke tage 35 dage med landsholdet uden at få løn eller kompensation. Det kan jeg ikke holde til økonomisk. Jeg har fået et skattesmæk, som jeg gerne vil have betalt af hurtigt, og derfor bliver jeg nødt til at arbejde en del hen over sommeren,« siger Chris Christoffersen.

Det er en bet for det danske landshold, der netop mangler høje spillere.

»Det er uheldigt, men det er der ikke noget at gøre ved. Det er hans beslutning. Vi kan ikke tilbyde økonomisk kompensation, og han er nødt til at tjene nogle penge hen over sommeren,« siger Hrannar Holm, der er sportschef for Danmarks Basketball-Forbund.

Den 1. august møder Danmark Schweiz i den første EM-kvalifikationskamp. Det bliver altså uden Christoffersen under kurven.

Styrke under kurven

»Vi ville gerne have haft ham med, og han kunne tilføre meget styrke under kurven. Men i stedet kan nogle af de unge spillere få minutter. Dette er et projekt med lang tidshorisont, og vi skal ikke nødvendigvis præstere allerede i dette efterår. Vi er i en opbygningsfase og tager det stille og roligt,« siger Hrannar Holm.

Sportschefen håber, at Chris Christoffersen måske vender tilbage på et senere tidspunkt.

»Han vil altid være velkommen,« siger Hrannar Holm.

Centerspilleren fra Bakken Bears har dog nogle forbehold. Chris Christoffersen har desuden været skeptisk i forhold til at gøre comeback, fordi han tidligere har haft dårlige oplevelser med landsholdet.

»Jeg har været med til under en landsholdssamling at bo direkte oven på en bodega i Næstved i en form for sovesal. Der var larm fredag og lørdag aften. Ressourcerne var ikke til mere, men det var simpelthen for usselt. Derfor havde jeg fået nok,« siger Chris Christoffersen.

Denne gang er det anderledes.

Danmarks Basketball-Forbund satser flere penge på projektet, og spillerne får bedre vilkår. Det oplevede Chris Christoffersen selv under en træningssamling i Brøndby for et par uger siden.

»Det ser rigtig godt ud denne gang. Det er et godt setup og en dygtig træner. Måske vender jeg tilbage næste år, hvis jeg kan få det til at passe,« siger Chris Christoffersen.

Det er dog ikke sikkert, at det kommer til at ske. Christoffersen føler, at han har haft sin tid på landsholdet.

Landshold for de unge

»Det er en ære at spille på landsholdet, men jeg mener, at man bør bygge det op omkring de unge. Jeg vil ikke tage en plads for en ung fyr på vej frem. Desuden er landsholdet et udstillingsvindue for spillere, der jagter en udenlandsk klub. Jeg skal ingen steder. Jeg er godt tilfreds med at spille i Bakken og tænker ikke på udlandet, men mere på, hvad jeg skal lave, når min karriere slutter om et par år,« siger Chris Christoffersen.