Diskret millionær vil opføre159 lejligheder i Aarhus Ø
Nyt boligprojekt på vej som nabo til lystbådehavnen i Aarhus Ø: Kanalhusene. Aarhus Kommune indkasserer formentlig 80-100 mio. kr.
Det bliver en af landets diskrete mangemillionærer, som skal opføre det næste boligbyggeri på havnefronten i Aarhus – Kanalhusene med 159 lejligheder.
Karl Peter Korsgaard Sørensen solgte i 2007 for et større millionbeløb virksomheden KPK Døre og Vinduer på Mors og placerede pengene i et investeringsselskab. Det er nogle af disse midler, der nu skal anvendes på havnen i Aarhus. Andre er bl.a. investeret i Parken i København, hvor Karl Peter Sørensen er storaktionær.
»Det er et spændende projekt, som Aarhus Kommune har sat i gang med den nye bydel på havnen i Aarhus, og det vil vi gerne være med til at præge. Men selvfølgelig er det også en investering for os,« siger Karl Peter Sørensen.
Kanalhusene, der opføres i tegl, skal føjes sammen med Brabrand Boligforenings igangværende byggeri Havnehusene, så det hele danner en karré med et grønt område i midten.
Karreen bliver nabo til Aarhus Lystbådehavn, og det bliver de samme arkitekter og entreprenørteam, som skal opføre hele byggeriet.
Det sidste er teknikrådmand Bünyamin Simsek (V) meget tilfreds med. Han mener, at det vil give en »utrolig interessant bebyggelse« samt »en vellykket helhed og et homogent indtryk, såvel i facaden med forskellige teglsten som i de grønne gårdrum.«
Stolt borgmester
Borgmester Jacob Bundsgaard (S) glæder sig over, at Karl Peter Sørensen vil investere på havnefronten i Aarhus:
»Vi byder KPS Invest med Karl Peter Sørensen ved roret hjertelig velkommen som medspiller i udviklingen af Aarhus. KPS-koncernen har de seneste år vist sig som en særdeles solid og succesrig investor. Vi er stolte af, at koncernens relativt nye investeringsstrategi i fast ejendom nu bringer KPS til Aarhus.«
Planen er, at KPS Invest skal opføre 159 boliger i form af to-, tre-, fire- og femværelses lejligheder. Det ligger åbent, om de opføres som lejelejligheder, ejerlejligheder eller en kombination af begge.
Tys-tys om salgspris
Aarhus Kommune forventes at godkende salget af arealet på havnen til KPS Invest efter sommerferien. Hverken Karl Peter Sørensen eller Aarhus Kommunes arealudviklingschef, Bente Lykke Sørensen, vil sige noget om, hvad salgsprisen bliver for byggeretten til de ca. 15.500 etagekvadratmeter.
»Men vi ser i øjeblikket en opadgående tendens i priserne på de bynære havnearealer. Det finder vi særdeles positivt,« lyder det fra Bente Lykke Sørensen.
I 2011 oplyste Aarhus Kommune, at byggeretten til Pakhus 2013, et erhvervsprojekt der skal opføres på Ø2, blev solgt til en gennemsnitspris pr. etagekvadratmeter på 4.000 kr.
Lægger man lidt til dette beløb, kan man regne sig frem til, at salget af de 15.500 etagekvadratmeter, der skal bruges til Kanalhusene, formentlig vil indbringe Aarhus Kommune et beløb i størrelsesordenen 80-100 mio. kr.