Bevar det grønne område i Ryomgård
ØKONOMIUDVALGET i Midtdjurs Kommune har indstillet til kommunalbestyrelsen, at den gamle hæderkronede boldbane Skjold ved Nimtoftevej skal nedlægges til fordel for opførelsen af et bofællesskab til 16 beboere.
Heldigvis havde et af kommunalbestyrelsens medlemmer et demokratisk sindelag. Hans Chr. Baltzer foranledigede, at punktet på dagsordenen, der handlede om dette byggeri, blev udsat.
Det areal, der her er tale om, er i lokalplan nr. 55, vedtaget af kommunalbestyrelsen den 29. maj 1996, udlagt til fortsat idrætsformål, og at det i forening med skovarealet nord for boldbanen skal udgøre et samlet rekreativt område for det fremtidige boligområde øst for Nimtoftevej. Allerede i 1993 besluttede kommunalbestyrelsen denne anvendelse af område.
Det er uforståeligt at kommunalbestyrelsen vil ændre denne beslutning ved at tillade opførelsen af et bofællesskab på boldbanen.
Arealet udgør kommunens bidrag til byggeriet. Da kommunen ingen penge har, er det en tvingende nødvendighed, at anvende arealer, der på forhånd er kommunal ejet. Det betyder, at udover Skjold kunne den gamle dyrskueplads i Kolind samt området mellem Posthuset og Nordlyvej i Ryomgård komme på tale.
Ud fra brugernes behov er beliggenheden ligegyldig, da muligheden for transport og adgang til indkøb er ens. Selvfølgelig vil det for den enkelte være ubehageligt at skulle flytte, men jeg er sikker på, med baggrund i den erfaring jeg har, at blot det faste personale flytter med, så falder tingene hurtigt på plads.
Sikker adgangsvej
Det er derfor min opfattelse, at en placering på arealet mellem Posthuset og Nordlyvej langt er at foretrække. På denne måde fastholdes det grønne område, som Skjold er en del af, til gavn og glæde for dagplejere, børnehave, de mindre klasser på Marienhoffskolen, alle børn i områderne omkring Skjold, samt ikke mindst IFM, der efter min mening får svært ved at undvære Skjold. Stisystemet gør desuden, at der for alle er en særdeles sikker adgangsvej til Skjold.
En placering ved Nordlyvej sikrer også, at den handel der i dag foretages i byen af bofællesskabet, opretholdes.
Dette vil være en beslutning med perspektiv i. Også når vi tænker i banerne omkring en kommune-sammenlægning.
En fastholdelse af arealet ved Nordlyvej til udvidelse af plejehjemmet og boligerne omkring det eller placering af et ældrecenter, er perspektivløs. Den nuværende kommunalbestyrelse kommer aldrig til at bruge arealet.
Kommunesammenlægningen sker pr. 1/1-06. Til den tid er det andre, der bestemmer.
Så derfor, kære kommunalbestyrelse, lad arealet ved Nordlyvej indgå som jeres andel af de samlede byggeomkostninger til et nyt bofællesskab.