Rådhusparken testes som koncertsted
Rådhusparken kan blive fremtidens nye, store koncertsted for store danske og internationale navne, mener rockorganisation. Parken testes med stor rockkoncert i festugen.
Efter flere års fravær er den store samlende rockkoncert tilbage i Århus Festuge, når Rådhusparken søndag 28. august lægger græstæppe til en heldags-koncert med Kashmir, Thomas Helmig, Tue West og Spleen United.
Men at det netop sker i festugen, er lidt af en tilfældighed, for koncerten i hjertet af Århus By har også et helt andet formål - den skal teste, om Rådhusparken fremover kan være stedet for store internationale rock- og popkoncerter.
»Da vi lavede koncerten ved kronprinseparrets besøg i Århus i juli sidste år, syntes vi, at tingene fungerede så godt, at vi aftalte at prøve parken af igen som koncertsted. Det sker så nu, hvor koncerten tilfældigvis er placeret i festugen, men vores idé er også at lave koncerter på andre tider af året,« siger Gunnar K. Madsen, leder af musikorganisationen, ROSA.
Koncerter på Tangkrogen, Vestereng, på Musikhusets amfiscene eller på Århus Stadion ser han stadig som gode muligheder, men han mener, at Rådhusparken har en særlig status:
»Det er nemt at holde koncerter ude på en græsmark, mens en koncert i Rådhusparken har en meget højere signalværdi. På den måde sender Århus et signal til resten af Danmark, at vi tør gå foran,« siger Gunnar K. Madsen.
Hans foreløbige idé er én eller to store koncerter om året med store danske eller internationale navne og meget gerne rettet mod et yngre publikum.
»Det er i dag nemt at skaffe kunstnere, goodwill og presse til en koncert for de 40-50-åriges musiksmag, men Århus er en by med usædvanlig mange unge mennesker. Derfor bør vi prøve at lave koncerter, som de kan relatere sig til,« siger Gunnar K. Madsen.
Plads til 15.000
Koncerten søndag 28. august bliver arrangementsmæssigt i stil med koncerten ved kronprinseparrets besøg sidste år med lukning af Frederiks Allé og dermed en stor samlet "Central" park midt i byen med plads til op mod 15.000 tilskuere.
Denne gang skal der imidlertid laves afspærring, og størrelsen af parken vil blandt andet afhænge af, hvor stor forhåndsinteressen er.
På koncert-programmet, der har titlen Pop Up - Aarhus Live 2005, er tre af dansk rock og pops velkendte navne: Thomas Helmig, Kashmir og Tue West, og de får selskab af det nye århusianske navn, Spleen United, der blandt andet spillede på årets Spot-festival og udgiver debut-album til september. Et fem-mands band med musik, der er beskrevet som Kraftwerk og Depeche Mode tilsat støjguitar.
Musikken spiller fra kl. 15.30 til kl. 23.30, og billetterne koster 200 kroner ved indgangen og 168 kroner i forsalg hos Musikhuset. Koncerten er arrangeret i et samarbejde mellem ROSA, Musikhuset, Voxhall, Rytmisk Musikforening og Århus Stiftstidende.