De litterære havnearealer
Århus Havn sætter skønlitteratur på dagsordenen og 10.000 kroner på højkant i ny novellekonkurrence.
Ideen til konkurrencen udspringer af mere eller mindre tilfældige busruter på Århus Havn i forbindelse med renoveringen af jernbanen mellem Banegården og havnen.
I en månedslang periode kørte nogle af byens gule busser en omvej omkring havnen fordi et sporarbejde spærrede den normale rute. Tusindvis af mennesker blev sendt på ufrivillig og uplanlagt havnerundfart - en sviptur, der har sat tanker i gang hos passagererne, lyder det fra Århus Havn.
Derfor udlodder man nu 10.000 kroner til vedkommende, der kan skrive den bedste novelle, som kan relateres til Århus Havn, og aflevere den inden den 27. oktober i år.