Millionerstatning for ARoS-byggeri
Århus Kommune får 3 mio. kr. i erstatning for farveforskelle i murværk.
Farveforskellene i murværket på ARoS Aarhus Kunstmuseum resulterer i en erstatning på 3 mio. kr. til Århus Kommune. Teglværket og murermesteren bag byggeriet har indgået forlig med Århus Kommune, som er bygherre på kunstmuseet.
Sagen opstod, da man opdagede markante farveforskellene i teglfacaderne på ARoS Aarhus Kunstmuseum. Det var et enigt byråd, der i august 2004 gav daværende kulturrådmand Torben Brandi Nielsen (S) tilladelse til at løse striden om striberne på Aarhus Kunstmuseum ARoS' murværk med en voldgiftssag, da kommunen og entreprenøren bag byggeriet ikke kunne blive enige om hverken erstatningssum eller en eventuel udbedring af arbejdet.
Ville have kompensation
Murermesteren anslog ifølge Anders Iversen, fritids- og kulturforvaltningen i Århus Kommune, at det ville koste omkring 8 mio. kr. at udskifte de mørke sten i kunstmuseets facade.
Det viste sig urealistisk at udskifte de mørke sten i murværket, men Århus Kommune ville alligevel have en form for kompensation.
»ARoS er et prestigebyggeri for Århus Kommune, og det er uacceptabelt, at murstenene har forskellige farver. Det har både murermesteren og teglværket erkendt. Hvis man køber en helt ny Rolls Royce eller Mercedes, og skærmene har hver sin farve, vil man også have en form for kompensation, hvis ikke man kan få en helt ny bil. Udgangspunktet var, at kommunen ville have det beløb, som det ville koste at udskifte de mørke sten, men min erfaring siger mig, at voldgiftssager er uforudsigelige, siger Anders Iversen.«
Beløb indgår i byggeprojekt
De 3 mio. kr. går ikke til ny kunst på ARoS Aarhus Kunstmuseum, men indgår i det oprindelige byggeprojekt.
»De 3 mio. indgår i projektet, men der er ikke taget endelig stilling til beløbets anvendelse. Vi har afventet afgørelsen af voldgiftssagen og forventer, at byggeregnskabet kan afsluttes i løbet af årene.«