Sexslaver truet med pistol
En tragisk sag om grov udnyttelse af to unge østeuropæiske kvinder er netop indledt i Århus Byret. En af kvinderne blev befriet i går.
En opsigtsvækkende sag mod en tjekkisk kvinde og hendes mandlige bekendte med israelsk-arabisk baggrund, begge med adresse i Århus-området, er netop begyndt i byretten i Århus.
De to har, ifølge sigtelserne, tjent 1,5 mio. kr. på at tvinge to fattige østeuropæiske kvinder til at arbejde som sexslaver i Århus. Hver kvinde har i gennemsnit indtjent knap 8.000 kr. dagligt på at sælge seksuelle ydelser til østjyske mænd.
17 og 20 år
Den ene kvinde er blot 17 år. Hun blev angiveligt holdt fanget fra den 1. december i fjor til den 14. marts i år.
Den anden, en 20-årig kvinde, tog over efter den anden, og blev først i går af politiet hjulpet ud af sit rædselsfulde job.
Begge kvinder skulle under deres ophold være blevet truet med en pistol af de sigtede, som skulle have hentet kvinderne i deres hjemland og transporteret dem til Århus.
Lokket til landet
Den 20-årige blev ifølge sigtelsen lokket til landet med løfte om et normalt arbejde.
Men begge blev i stedet, under trusler, kørt rundt som eskortpiger til kunderne.
Det er en skærpende omstændighed, at begge piger er under 21 år.
Politiet kræver bagmændene fængslet for rufferi og menneskehandel. De er også sigtet for ulovlig frihedsberøvelse og straframmen er helt op til otte års fængsel. Det er første gang, politiet i Østjylland sigter bagmænd for egentlig menneskehandel.
Begge sigtede nægter sig skyldige.
Døre lukket
Dørene til retslokalet i Århus blev lukket for pressen af hensyn til den videre efterforskning.
Anklager Birgitte Ernst argumenterde for dørlukningen med, at sagen kan have "internationale relationer".