Sjofelheder, Monrad og Rislund i Universitetsparken
Det blev et større tilløbsstykke da 15.000 studerende i går fyldte Universitetsparken op for at følge årets udgave af den vanvittige kapsejlads i søen ved Aarhus Universitet.
»Vi kan næppe komme længere væk fra det akademiske miljø end bajere og sejlads,« råbte konferencierer Monrad, mens kollega Rislund gjorde sig overvejelser om eksistensen af dronningens kønsbehåring. Sygeplejerskerne annoncerede på et kæmpe banner, at de har Byens bedste bryster.
Så var tonen slået an til et solbeskinnet og traditionsrigt kapsejlads, hvor det gælder om at vinde Det Gyldne Bækken ved at sejle et kuriøst fartøj over en lille sø og drikke hurtigt i en såkaldt ølstafet. Men de studerende fra byens mange studeretninger konkurrerer også om at præstere den mest spektakulære entré.
Topmål af plathed
De medicinstuderende gjorde sig bemærkede med topmålet af plathed, da de kom dansende ind i parken i tætsiddende dragter til publikums skvalderlatter og opgivende hovedrysten.
De viste også deres talenter ved at gå op på en lille trappe af ølkasser og hoppe ned fra to ølkassers højde.
»Et udmærket eksempel på, hvad man kan bruge en akademisk uddannelse til,« kommenterede mavesvære Rislund, der dog tog sin T-shirt på, da han var færdig med at parodiere en reklame for Danish Crown.
Journalisthøjskolens studerende imiterede utrænede Flying Superkids i gymnastiskdragter. De havde medbragt konkurrencens mindste gummibåd med en længe på en meter. Sidste år medbragte de den største; en militær båd, der kunne nå fra den ene bredde til den anden.
Arrangementet arrangeres traditionelt af Umbilicus, de medicinstuderendes festforening. Resultatet af kapsejladsen forelå først efter redaktionen slutning, men medicinerne plejer at vinde, for det er jo dem, der er arrangører. kloster@jp.dk