Eventyrlig leg i Kongens have
Drømme om prinsessen og det halve kongerige lever i bedste velgående på den nye legeplads i Kgs. Have.
Under Rosenborgs spir og med ældgamle egetræer som tilskuere indviede omkring 100 børn i går sammen med by- og boligminister Jytte Andersen (S) en eventyrlig legeplads i Danmarks ældste kongelige have.
Legepladsen er bygget af havens gamle elmetræer, der blev fældet på grund af sygdom. Men nu er træerne hjemme igen, efter at Slots- og Ejendomsstyrelsen sammen med Statens Kunstfond udskrev en konkurrence i 1997 for at få en Òkunstnerisk legeplads i havens åndÓ.
På en ø i Kgs. Have glimter et kæmpe gyldent træ-æg. En vågen drage med højt hævet hoved, spidse hugtænder i den store mund, en lang takket hale og udbredte vinger holder vagt. På den anden side ligger en sovende drage, med tænderne blottede, som en krokodille ville ligge ved flodens bred. Øen er omgivet af en voldgrav fyldt med sand, og fire broer fører over til riget bag Stubbebjerget i vest, Stoleskoven i øst, Labyrinten i syd og Afgrunden i nord.
Ingen rutschebaner
»Der er jo ingen rutchebaner eller noget, tænkte jeg først skuffet. Men så kunne jeg se, at børnene allerede fra starten var helt vilde,« indrømmer pædagogmedhjælper Eva Hansen fra Børnehaven Dronning Caroline Amalie stue II, som sammen med 10 børn i alderen tre-fem år var inviteret med til indvielsen af en legeplads, der får en til at ønske, at man var fem år igen med fantasien intakt.
Og vilde kunne man roligt kalde de mange børn, der ivrigt hjalp boligministeren (eller var det omvendt?) med at flå papir og sløjfe af dragerne og guldægget, inden de kastede sig ud i leg. Drengene udfordrede med det samme den vågne drage til kamp og kravlede op på dens ryg for at uskadeliggøre uhyret. Imens snaskede Emilie, Pernille og Marie fra Børnehaven Dronning Caroline Amalie i Nyboder gulerodskage og kold kakaomælk, som var stillet frem til lejligheden.
»De er jo ikÕ farlige, for det er en statue! Og de er slet ikke levende,« konstaterer Pernille, mens hun peger på, hvad hun mener er en ÒdinosauÕerÓ. »Og de levede dengang, vi andre var døde.«
Men det skal jo ikke forhindre en ordentlig leg, og pigerne løber over til ÒRiget bag AfgrundenÓ.
»Til slottet du kommer over broer og tov. Håber du finder, at legen er sjov«. De tre fire-årige piger har næppe læst rimet ved indgangen, men de kender til gengæld eventyrverdenen og ved, at man dør, hvis man falder ned fra de cirka 10 centimeter høje snore, der via forskellige retninger fører frem til en slotspavillon for enden.
»Alle kan finde elementer fra barndommens eventyr her. Forhåbentlig kan vi nu digte og fortælle videre på de gamle historier og leve lykkeligt til vores dages ende,« sagde by- og boligminister Jytte Andersen, da hun takkede de tre idémænd bag legepladsen: Guldsmed Gitte Bjørn, glasformgiver Lisbeth Thorn og arkitekt Lene Jensen.