Fortsæt til indhold
Aarhus

Cafékongen er død

Jan Rode døde natten til i går, kun 56 år gammel. Han var en kendt person i Århus og tilførte byen smagen af et internationalt liv fra den dag, han kom til staden.

Af POUL BLAK

Byens kronede cafékonge, Jan Rode, er død 56 år.

Da han i de tidlige forårsmåneder i år solgte sin andel af livsværket Café Casablanca, der ligger i byens hjerte, sagde han til JP Århus, at han nu ville flytte tilbage til barndomsbyen København for at søge nye udfordringer.

Men Jan Rode nåede aldrig at flytte.

Og formentlig vidste han godt dengang, at den flytning aldrig ville blive til noget. For på det tidspunkt havde lægerne allerede stillet ham den ultimative diagnose: Lungekræft. Den sygdom, der natten til i går kostede ham livet.

Da Jan Rode dukkede op i Århus i slutningen af 70'erne, stod han først centralt placeret i den dengang nye Café Paradis i Paradisgade.

Der var fuld fart på den unge københavner, der egentlig var uddannet socialrådgiver, og som sådan var blandt de første herhjemme, der arbejdede systematisk med behandlingen af narkomaner.

Men pludselig blev det for meget med al den elendighed og "Roden" skiftede spor. Sporet førte altså til Århus, hvor han i 1981 åbnede Café Casablanca.

Som begreb var caféer langtfra nyt i byen dengang. Faktisk vrimlede her med caféer. Men de var alle sammen gammeldags "øl-huler" med tyk røg og en tung dunst af mismod.

Med Jan Rodes Casablanca kom den franske café til Århus.

Lys og luft og musik. Optimisme og samtalende mennesker i alle aldre, der ved små borde kom hinanden og nabobordet ved. Om der var kaffe i koppen eller øl i glasset var underordnet.

Guldægget blev lagt

Fra starten var der dømt succes. Og ejerkredsen - på i alt fire personer - havde lagt et guldæg.

Senere kom Café Carlton til. Ligeledes i Rosensgade.

Jan Rode oprettede senere sit eget indretnings- og arkitektfirma Copy & Artwork, hvor dette at skabe originale caféer over det meste af landet blev en af hovedopgaverne. I København er Café Victor et af de mest populære resultater.

Efternavnet Rode var ikke en konstruktion. Det stammede fra hans plejemor, som han blev bort-adopteret til som fem-årig.

Plejemoderens bestræbelser kunne dog ikke forhindre, at den unge Rode var omkring et væld af institutioner.

Han var en ildsjæl

For Jan Rode var en ildsjæl.

Han samlede på fine gamle biler.

Han drog jævnligt på indkøbsture til Frankrig, hvor et væld af loppemarkeder blev tømt for ting og sager, der kunne bruges i de danske caféer.

Og selv om han var restauratør og caféejer, indtog han som noget nær et fast morgenritual sin morgenkaffe på havnens varmestue.

En af Jan Rodes nærmeste venner var arkitekten, Henrik Bønnelycke, fra arkitektgruppen, Bønnelycke Arkitekterne, i Århus.

Han fortæller, at da Jan Rode for et par måneder siden vidste, hvor det bar hen, besluttede han og kæresten sig for at gifte sig under endog meget private former.

»Jan var et ufatteligt rummeligt menneske. Det kan lyde banalt, men sådan skal det ikke forstås. Rummeligheden bestod i, at der hvor mange af os andre står af i forhold til problematiske personer i omgangskredsen, der mødte Jan alle og enhver varmt favnende og dybt interesseret i, hvad der gemte sig i hver enkelt,« fortæller Henrik Bønnelycke om sin ven.

Den rummelighed kom også til at præge Jan Rode, da byens café-centrum næsten med et slag blev flyttet ned til det blotlagte åløb ved Magasin.

Gift mod Janteloven

Henrik Bønnelycke siger, at selvfølgelig havde Jan Rode en mening om hver enkelt af de caféer, der dukkede op dernede. Men at det lå ham fjernt at optræde fornærmet eller misundelig:

»Hvis jeg nogensinde i dette land har mødt et menneske, der lagde gift for Jante-lovens paragraffer, hvor han mødte dem, så var det Jan Rode.«

I et interview for nogle år siden sagde Jan Rode selv om grundideen bag de caféer, han skabte:

»Når en café-gæst skal betale tre gange så meget for en øl på en café som i døgnkiosken, så skal det også være tre gange så sjovt at drikke den. Det skal være en oplevelse at gå på café. Derfor skal caféen se ud som det jomfruelige forår. Men af praktiske grunde skal den altså også være bygget solidt som en rumænsk tankvogn.«

Ligger Café Casablanca ikke længere i hjertet af café-miljøet i Århus, så står caféen stadig for mange som alle de lokale caféers moder.

Og Casablanca blev tidligt blåstemplet - i mere end én henseende.

Således er Kronprins Frederik hyppig gæst der, når han ellers er i byen.

Ligesom tronfølgeren i en lang årrække tilbragte samtlige sine lille-juleaftener her: Trængt og mast og puffet til, som én der selv har valgt ikke at blive taget særligt hensyn til, når han er ude at more sig.

Jan Rode efterlader sig - ud over sin kone - en voksen søn og datter.

poul.blak@jp.dk