Fortsæt til indhold
Aarhus

Brabrands første test

Af CLAUS SONNE

Der er masser af ubesvarede spørgsmål, når Brabrands liga-kvinder tirsdag aften møder liga-oprykkerne fra LSU Sæby i en 1/16-delsfinale i pokalturneringen.

Hæsblæsende tempo

LSU har købt ind i et hæsblæsende tempo den seneste måneds tid og stiller med et næsten nyt hold. Og Brabrand har hele seks debutanter i sin 14-mands trup.

Brabrands nye er Bitten Petz (fra HF Syd), Line Daugaard (Ikast/Bording), Nicole Heuwekemeijer (Randers HK), Lene Vognsen (Japan), Mette Lejsgaard (Ikast/Bording) og Katrine Buus (Randers HK), og Brabrand-træner Claus Blem vil godt selv stille spørgsmålstegn ved, hvor langt Brabrand er fra topformen.

Godt kørende

»Mit indtryk er, at vi er godt kørende allerede nu, men det er langt fra meningen, at vi skal toppe allerede nu, så formen er naturligvis derefter,« siger Claus Blem, der i fredags så LSU gennemtæve Sävehofs svenske mestre med 14 mål.

»LSU ser meget skarpe ud, og de er i hvert fald bedre, end oprykkerne til ligaen normalt er. De har en god kontrafase, og så skal vi især holde øje med Ingrid Hrckuva, en slovakisk landsholdsspiller, der er både klog og skudstærk,« siger Claus Blem.

Brabrand stiller i stærkeste opstilling, men spillere som blandt andre Mette Lejsgaard og Nicole Heuwekemeijer er sat noget tilbage på grund af lårskader.

Brabrands trup: Rikke Nikolaisen, Bitten Petz, Berit Jakobsen, Nicole Heuwekemeijer, Anne Jensen, Line Daugaard, Stine Frank, Barbara Spreiter, Malene Poulsen, Lene Vognsen, Mette Lejsgaard, Mette Melgaard, Mette Jensen og Katrine Buus.

claus.sonne@jp.dk