Skovbakken må undvære fløjspiller
Skovbakken-spilleren Kristina Hørmann-Svensson er gravid og ude af billedet til den kommende sæson. Afløseren er fundet i klubbens egne rækker, og holdets to venstrefløje skal også hjælpe til.
Skovbakkens succesmandskab i kvindernes HåndboldLigaen kan ikke råde over højrefløjen Kristina Hørmann-Svensson i den kommende sæson. Kristina Hørmann-Svensson, der i sidste sæson var på tale til landsholdet men selv sagde fra, er nemlig gravid og har derfor midlertidigt indstillet karrieren.
Med Kristina Hørmann-Svenssons midlertidige farvel står Skovbakken med et problem, for Hørmann-Svensson har i de seneste sæson været Skovbakkens eneste kort på højre fløj. Nu skal pladsen deles mellem de to venstrefløje Lone Mathiesen og Julie Transel samt Hanne Steenholt Krog, der er rykket op fra Skovbakkens andethold og som tidligere har spillet på klubbens førstehold.
Betydning for spillet
»Rent forsvars- og kontramæssigt betyder det ikke det store, om det er en venstre- eller højrehåndet, der spiller på højre fløj, men det har betydning for det stationære spil. Her har vi brug for en spiller, der kan lave oppres og bryde igennem, for ellers vil vores modstandere kunne sætte to mand til at varte Tina Bøttzau op på højre back,« siger Skovbakken-træner Jens Bruun, der glæder sig over, at venstrehåndede Hanne Steenholt Krog har gjort det godt i den sidste måneds træningskampe.
Afløser er i form
»Hanne har været med både på træningslejren på Lanzerote og i Nøvling Cup, så formmæssigt er hun på højde med de øvrige spillere. Problemet er nu, at mens Tina Bøttzau er til OL, bliver Hanne førstevalg på højre back, men det problem kan vi sagtens leve med,« siger Jens Bruun, der glæder sig over, at han onsdag for første gang i fire måneder næsten havde hele sin førsteholdstrup til træning. Eneste undtagelse - ud over Kristina Hørmann-Svensson - var den ankelskadede Tina Bøttzau.
Ingen held i Japan
Da Skovbakken blev bekendt med Kristina Hørmann-Svenssons lykkelige omstændigheder, gik klubben straks i offensiven for at finde en egnet erstatning uden for klubbens egne rækker. Men det viste sig at være svært.
»Vi var enige i klubben om, at hvis vi skulle ud og bruge mange penge på en ny højrefløj, så skulle det være fremtidens spiller på den plads, vi investerede i - og en sådan kunne vi ikke finde. Men vi føler ikke, at vi er i en katastrofesituation, for i så fald havde vi købt en spiller,« siger Skovbakkens sportschef Steffen Damborg, der blandt andet har haft en føler ude i Japan.
Kristina Hørmann-Svensson, der er noteret for 2 A-landskampe, 39 U-landskampe og 205 førsteholdskampe for Skovbakken, vender efter planen tilbage til Skovbakkens ligahold til næste sæson. Kristina Hørmann-Svenssons kontrakt med Skovbakken udløber nemlig først efter sæsonen 2001-2002.
claus.sonne@jp.dk