Georg Olsen vil renses for doping-anklager
Georg Olesen er så vred over, at hans navn er blevet sat i forbindelse med doping, at han i går foran et TV-kamera afleverede en urinprøve til dopingtest.
Stærkmand Georg Olesen, der skal træne unge i et vægttræningscenter i Gellerup, er blevet så vred over, at JP Århus har rippet op i en ni år gammel dopingsag, at han i går frivilligt lod sig underkaste en dopingtest.
Det skete foran et snurrende kamera på Tv2Danmark Østjyllands redaktion i Århus, hvor Georg Olesen under overvågning af flere af redaktionens ansatte tissede i et glas.
»Umiddelbart efter overtog vi glasset, og prøven er nu sendt til undersøgelse på Psykiatrisk Hospitals laboratorium, hvor man kigger efter spor af anabole steroider og opkvikkende midler,« oplyser redaktionschef på Tv2Danmarks Lokalrapporten, Michael Lykke Andersen.
»Jeg har aldrig brugt doping,« fastslår Georg Olesen, som frygter, at den seneste tids dopingomtale har sat hans projekt, der skal hjælpe unge indvandrere med kriminelle tendenser på ret køl gennem hård styrketræning, i et dårligt lys.
Et projekt, der allerede 15. december blev drøftet med repræsentanter for både politi, socialforvaltning, integrationsrådet og Multikulturel Forening i Århus, og som siden i flere breve og ved møder er blevet bakket op af kommunens socialafdeling med socialchef Leif Jepsen i spidsen.
Ifølge planen skulle projektet allerede være startet i begyndelsen af maj, men Georg Olesen venter stadig på en afklaring af, hvornår han og de unge kan rykke ind i lokalet hos Multikulturel Forening i Gellerup.
»Jeg tror, der er nogen, der forsøger at stikke en kæp i hjulet på projektet. Århus er Jantelovens Mekka, og der er nogen, der forsøger at mistænkeliggøre mig som person,« siger Georg Olesen, der tjener penge i underholdningsbranchen på sin kolossale muskelstyrke ved f.eks. at optræde med at trække fly, skibe og lastbiler med de bare næver.
Blev væk fra test
Den famøse dopingsag fra 1992 skyldes, at han dengang udeblev fra en dopingtest, som DIF havde indkaldt ham til, hvilket automatisk blev sanktioneret med to års karantæne.
»Da indkaldelsen til dopingtesten kom, var jeg på vej til VM i England, og i øvrigt var jeg blevet professionel, så jeg havde intet med DIF at gøre,« forklarer Georg Olesen, der fastslår, at den sag er aldeles irrelevant i forhold til træningsprojektet i Gellerup.
»Det var aktuelt, hvis jeg havde en plettet straffeattest eller var narkohandler - men tror du så, politiet ville have godkendt mig? Det her er noget, jeg gør i en god sags tjeneste,« siger Georg Olesen.
Han er nu ved at tabe tålmodigheden med kommunen.
»Jeg har sat en deadline til 15. juni. Hvis ikke vi er kommet i gang til denne dato, dropper jeg det hele. Projektet har allerede kostet mig mange penge, da jeg ikke har booket arrangementer ind for juni måned, fordi jeg regnede med, at jeg skulle tage mig af de unge,« siger han.
Det var i går ikke muligt at træffe socialchef Leif Jepsen for en uddybning af sagen.