Fortsæt til indhold
Aarhus

Kødannelse hos burgerkongen

Kunderne bare strømmede til, da fastfood-kæden Burger King mandag åbnede sin første restaurant i Århus.

Af <a href=mailto:kay.rasmussen@jp.dk>KAY RASMUSSEN</a>

»Godt nok er erfaringen, at der er mange kunder på åbningsdage, men her i Århus er der alligevel betydeligt flere, end jeg havde regnet med, i betragtning af, at vi ikke har annonceret med åbningen og heller ikke har tilbudspriser,« sagde Burger Kings danske direktør Lars Frederiksen.

Generalprøve

Han har i et par dage været i Århus for at hjælpe i forbindelse med åbningsdagen. Søndag havde de ansatte generalprøve, da de serverede burgere for familie og venner, og mandag var det så alvor med mange kunder lige fra, at restauranten åbnede kl. 10 og til et godt stykke hen på aftenen.

»Vi har hentet erfarne folk fra vore restauranter i København, Aalborg og Fredericia til Århus for at hjælpe de nye medarbejdere, som er utroligt dygtige. Men naturligvis går det endnu lidt langsommere for de nye med at lave burgerne - sådan rundt regnet 10-15 pct. i forhold til, hvad rutinerede kan klare,« fortalte Lars Frederiksen, der en stor del af dagen stod midt i ''orkanens øje'' ved kasseapparaterne.

Unge kunder

Det meste af dagen var der hele tiden 16 ansatte i sving i køkkenet og restauranten, og som typisk for denne type restaurant, var kunderne unge og familier med børn.

Burger King tilbereder kødet anderledes end konkurrenten McDonald's. Hos burgerkongen bliver kød grillet ved på et endeløst bånd i et minut og 35 sekunder at køre hen over varmelegemer. Varmen er så kraftig, at fedtet fra kødet smelter og skaber de flammer, som griller kødet.

Hos McDonald's steger man burgerbøfferne.

Burger King har investeret mellem 5 og 10 mio. kr. i at ombygge den tidligere Café Ritz til en moderne fastfood-restaurant. I kælderen, hvor caféen havde et råkøkken, er der indrettet personalerum, bade- og omklædningsfaciliteter samt køle- og fryserum til kød, brød og salater.

Burger King venter med at markere åbningen af den første restaurant i Århus til om et par uger når indkøringsvanskeligheder er overvundet og personalet på i alt 60 personer har fået rutinen.