Interview med Sille Lundquist: En filosofisk rolle-model
I begyndelsen af karrieren boede den danske topmodel Sille Lundquist med folk som Oliver Stone samt Woody Harelsson og gik til fester med Sylvester Stallone. Men den smukke filosofi-bachelor fik nok af den livsstil. Nu står den på nye universitetsstudier - og flere modeljob.
| Foto: Klaus Gottfredsen |
Det var lidt pinligt for arrangørerne på Hovedbibloteket i Århus. Lysbilled-karrusellen virkede ikke. Men så var det godt, at foredragsholderen er model og derfor i sagens natur havde en pincet i sin taske.
»Jeg er vel ikke model for ingenting,« grinede Sille Lundquist.
Med den lille undervurderede metaltang som erstatning fik den danske modelstjerne visuelt guidet de fremmødte igennem sin 11 år lange karriere i rampelyset. De gratis billetter til foredraget var uddelt til 110 personer, men Kong Vinters århusianske comeback holdt de fleste væk. Nøjagtig 21 mennesker sad i biblotekets store sal. 16 af dem var purunge piger med tilpas meget makeup i deres unge hoveder. Og måske en modeldrøm indeni.
Resten kan glæde sig over, at Sille Lundquist havde indvilget i at tage et tog fra København et par timer før den oprindelige plan for at fortælle JP Århus hele karriere-historien.
Og lidt til, skulle det vise sig.
| Foto: Klaus Gottfredsen |
Mødestedet blev Café Sidewalk på Åboulevarden. Og nok har mange smukke kvinder frekventeret den århusianske in-café ved åen, men mon ikke torsdagens gæst alligevel satte en ny standard for stedet.
Og flot, det er hun. Det har hun nu levet af i over 11 år.
Opgør med stofferne
Karrieren har bragt Sille Lundquist igennem hele møllen. Det vilde liv med verdensstjerner, fester og berømmelse. Faktisk er der sket så meget, at fem kvarters hyggesnak over en sandwich og et glas hyldeblomstsaft langt fra er nok.
Derfor udnyttes spadsereturen fra Sidewalk til Hovedbibloteket også. Her falder samtalen på de negative sider af modellivet.
| Foto: Klaus Gottfredsen |
»Jo, jeg har prøvet at tage stoffer,« kommer det uden tøven fra Sille Lundquist på det måske lidt for direkte spørgsmål.
»Min modelkarriere startede i Milano, og der var virkelig gang i den. Jeg var ung, og tingene skulle prøves. Der var fester konstant og rigeligt med stoffer. Så jeg tog det. Men det var for åndsvagt. Det fandt jeg ret hurtigt ud af, og jeg gør det ikke mere. Det er for dumt,« fastslår Lundquist.
Tæt på stjernerne
Så var de to år i New York noget mere spændende. Her kom hun meget tæt på de store Hollywood-stjerner.
»I starten var det da vældig spændende. På et tidspunkt boede jeg i et kæmpehus unden for New York. Der boede jeg blandt andet sammen med Oliver Stone, Woody Harelsson og masse andre. Det var da sjovt, at gå til fester med Sylvester Stallone, men på et tidspunkt blev det for meget. Amerikanerne i den branche er virkelig overfladiske. Til sidst måtte jeg bare væk,« beretter den erfarne model.
Hun erkender dog gerne, at hun er et fest-menneske. Men man fornemmer hurtigt, at Sille Lundquist også har et stille og eftertænksomt sind. Nok er hun smuk, høj og blond, men myten om dum blondine holder ikke her.
Bachelor i filosofi
Sille Lundquist har en bachelor i filosofi og læser i øjeblikket på en nystartet overbygning på Københavns Universitet. Moderne kultur, hedder den. Hvilken type job, hun vil bruge sin uddannelse til, ved hun ikke endnu. Men det er typisk for hende. Planlægning kender hun ikke til.
»Jeg tager højest stilling til en uge ad gangen. Pludselig kan der komme et godt job, og så skal man afsted. Det passer mig fint. Jeg har aldrig været en planlægger,« understreger Lundquist, der dog har styr på den kommende tid. I dag flyver hun til Marokko for at lave en fotoserie til Hennes & Mauritz.
Hjem til skuffelse
Efter seks år i Milano, Paris og New York gjorde den berejste model Danmark til sin faste base. Dels for at studere, men også for at komme hjem til trygheden og hyggen i hendes lille eventyrland. Men danskerne havde ændret sig, og det skuffede hende:
| Foto: Klaus Gottfredsen |
»Det gør mig virkelig trist at se på eksempelvis Dansk Folkeparti. Det er frygteligt at se den retning mange danskerne har bevæget sig i i forhold til fremmede mennesker. Hvorfor lukker danskerne sig inde i sig selv og ikke viser interesse for andre kulturer? Det er da en gave at kunne lære andre mennesker at kende. Jeg forstår det simpelthen ikke,« vrisser den 30-årige københavner.
Hun virker oprigtig vred. Så det er godt, at københavnernes ægte begejstring for Café Sidewalks uovertrufne sandwich kan få hende tilbage i rette humør.
Gårsdagens besøg i Århus er blot hendes andet, så hun kender ikke byen. Men den lokale skønhedsdronning, Renée Toft Simonsen, har hun da hørt om.
Men de danske topmodeller har generelt ikke meget med hinanden at gøre.
»Jeg har mødt Renée to gange, men kender hende ikke personligt. Det samme med Helena Christensen. Derimod møder jeg af og til Tina Kjær. Hun er vældig sød og skide sjov,« siger Lundquist over bordet, hvor modtageren bestemt gerne tror hende. Skulle nogle mandlige læsere af disse linjer ærger sig over, at de ikke i går tog turen til Café Sidewalk, så glem det igen, gutter. Frk. Lundquist bliver snart til fru Lundquist.
Nikolaj den Heldige
Den uforskammet heldige mand hedder Nikolaj og er en rigtig computer-nørd. Det siger hun selv.
»Mine forældre frygtede, at jeg ville ende med at gifte og bosætte mig i Argentina eller sådan noget. Men det bliver altså med Nikolaj, som jeg har boet halvanden kilometer fra igennem hele min barndom. Vi gik i folkeskole sammen, men han var bare en lille dreng, der gik tre klasser under mig. Så ham havde jeg ingen interesse for dengang,« griner den kommende viv, der har haft Nikolaj som kæreste i fire og et halvt år.
Han skulle skamme sig, skulle han.