Fortsæt til indhold
Aarhus

United-kamp forgylder FC Aarhus

FC Aarhus sikret overskud på kampen mod Manchester United. I første omgang tjener klubejer Tom Matthiesens underholdningsselskab på arrangementet, men han vil give en del af overskuddet til fodboldklubben.

Af CHRISTIAN FRIIS HANSEN

Med 20.000 solgte billetter og en landsdækkende TV-transmission på vej er FC Aarhus nu sikker på at tjene gode penge på kampen mellem Århus og Manchester United.

»Ikke alle aftaler er forhandlet på plads, så jeg ved ikke, hvad vi kommer til at tjene, men jeg kan godt allerede nu sige, at vi kommer til at tjene en skilling på det her,« siger klubejer Tom Matthiesen.

Rent teknisk er det FC Aarhus' underholdningsselskab, der står som arrangør af kampen, og dette selskab er 100 procent ejet af et holdingselskab, som Tom Matthiesen ejer. Dermed går overskuddet i første omgang til klubejeren selv.

»Der sidder jo en bestyrelse i holdingselskabet, som bestemmer, hvad pengene skal bruges til, men det er klart tanken, at en del af overskuddet skal gå til fodboldklubben,« siger Tom Matthiesen.

Alene de 20.000 solgte billetter giver omkring fire millioner kroner i indtægt. Dertil kommer, at en aftale om en landsdækkende TV-transmission er ved at være klar, og salg af bandereklamer og særlige VIP-pakker til nuværende og potentielle sponsorer er ved at blive skrevet under. Prisen for at få Manchester United til byen er en hemmelighed.

Nyheder

Side 11