Håndbold: Grønbek siger stop
SK Aarhus' mangeårige bagspiller og tidligere OL-guldvinder, Maja Grønbek, stopper karrieren efter denne sæson.
Et karrierestop har efterhånden klistret nogle år til Maja Grønbeks navn. Nu skulle den være sikker, den tidligere landsholdsspiller og indehaver af kamprekorden i Skovbakken/SK Aarhus stopper efter denne sæson. Beslutningen er svær, men den er taget.
»Altså, ja, altså, man skal jo stoppe på et tidspunkt. Jeg får helt ondt i maven af at tænke på, at det snart er slut, men lysten til håndbold er ikke den samme længere, og det er altså den, jeg spiller på,«fortæller Maja Grønbek.
Den stærke venstre back nærmer sig efterhånden midten af trediverne, så beslutningen er helt naturlig og nok også nødvendig. Den målfarlige arm er ikke længere så frygtindgydende, men alligevel gør det ondt at stoppe - ikke mindst, hvis hun må aflevere klubtrøjen efter en nedrykning med SK Aarhus.
Kamp for ligapladsen
»Jeg har det bestemt ikke godt med, at jeg skal sige farvel til min klub gennem 13 år, hvis den er rykket ned. Det ville være den værste måde at sige farvel på, så jeg vil gøre alt, for at vi bliver oppe,« siger Maja Grønbek, der har spillet omkring 320 kampe i klubben.
Den tidligere Amager-pige begyndte spillet med den fedtede bold allerede som syv-årig i den tidligere storklub MK 31. Som førsteårs senior blev hun kontaktet af daværende ungdomslandstræner Ulrik Wilbek, som mente, at hun skulle skifte til en 1. divisionsklub for at udvikle sit talent.
Valget faldt på Virum/Sorgenfri, og allerede få sæsoner senere i 1992/1993 rykkede hun de amagerkanske rødder til Århus og Skovbakken. Der har hun været siden. Kun afbrudt af korte perioder med landsholdet fra 1998 til 2000, hvor det såmænd blev til en guldmedalje i Sydney.
OL-nedtur
Men OL-medaljen er bestemt ikke den begivenhed, der har glædet mest i karrieren.
»Det værste med landsholdet var, at jeg aldrig fik min tid. Jeg kunne ikke føle min andel af den guldmedalje, så hjalp det altså ikke noget, at jeg var blandt de udvalgte. Det var hårdt at bruge så meget tid på det OL og hårdt at være den, der sad over hver morgen. Jeg var så langt nede efter OL, at det tog mig mere end tre måneder at komme over,« fortæller Maja Grønbek, der nåede 22 A-landskampe.
Mens landsholdet aldrig blev den store oplevelse for hende, har hun til gengæld haft sin bedste tid i Århus. I de fleste af årene har hun været blandt de 10 mest scorende i ligaen, og det har ikke skortet på tilbud fra hverken udenlandske eller danske klubber, men hjertet har været i Skovbakken og Århus, og hun er blevet sammen med det.
Det har hun ikke fortrudt, for det har givet hende mange oplevelser.
»Det største har været de gode sejre, jeg har vundet med Skovbakken. Når vi har slået Viborg eller Ikast hjemme foran en hel fyldt hal 1. Det er det, der betyder mest. Det er der, jeg har oplevet mine glæder og sorger,« fortæller Maja Grønbek, der dog aldrig har vundet medaljer i Danmark.
Blomster forude
I første omgang venter tre vigtige kampe på venstre back-pladsen i bestræbelserne på at sikre SK Aarhus endnu en sæson i Håndboldligaen.
Den udfordring slutter i løbet af foråret. Så er det farvel til harpiks og håndbolde og goddag til roser, liljer og andre blomster, der pryder en buket.
Lysten er nemlig til et liv som blomsterbinder, og det er lysten, hun spiller på også, når det gælder blomster.