Fortsæt til indhold
Aarhus

Humoren kommer i første række

Århusianske Peter Bredsdorff-Larsen vil som nyudnævnt assistenttræner på herrelandsholdet i håndbold opdyrke humoren og kærligheden til den skæve eksistens i bestræbelserne på komme til OL i 2008.

Af JANNIK BRINCH

Egentlig var Korsikas barske natur udset som stedet og den kommende sommer som tidspunktet, hvor Peter Bredsdorff-Larsen skulle tænke store tanker. Om fremtiden og fritiden og det job han netop havde fravalgt. Syv gode år hos virksomheden Guldmann i Århus skulle nemlig ikke blive til syv dårlige et nyt sted. Derfor skulle den rigtige kurs findes på Korsika.

Men i forrige uge stod det klart, at han godt kan lade idéen om de vide visioner blive hjemme og i stedet medbringe den ulæste bog og det slidte kortspil.

Fremtiden blev nemlig sikret, da den kommende herrelandstræner i håndbold, Ulrik Wilbek, udpegede Peter Bredsdorff-Larsen som sin nye assistent.

God samvittighed

Det tilbud kunne den 37-årige familiefar fra Højbjerg, tidligere topspiller i VRI og nuværende cheftræner i Vrold/Skanderborg slet ikke sige nej til.

»Jeg elsker at se og tale om håndbold. Nu får jeg lov til det hele tiden. Som en af mine kammerater sagde til mig, nu får du endelig med god samvittighed lov til at iføre dig en træningsdragt hver morgen,« fortæller Peter Bredsdorff-Larsen.

Det er meningen, at han skal fortsætte sit job som cheftræner i 1. divisionsklubben Vrold/Skanderborg og samtidig agere sparringspartner for dansk håndbolds ypperstepræst.

Det er ikke dobbeltarbejde, men et drømmejob for den århusianske træner.

»Jeg har fået to rum dels i Vrold/Skanderborg, hvor jeg kan fortsætte mit arbejde og prøve ting af. Det er sjovt, udfordrende og udviklende. Så får jeg jo pludselig det her andet rum, hvor jeg kan få en masse inspiration og impulser, som også kan bruges i Vrold/Skanderborg. Så på den måde bliver det faktisk en vekselvirkning mellem de to rum,« siger Peter Bredsdorff-Larsen.

Forskellige funktioner

Han tiltræder først som landstrænerens højrehånd 1. juni, og den mellemværende periode skal bruges til at finde ud af, hvilke opgaver han rent faktisk skal bestride.

»Der er nogle forskellige områder, hvor jeg kan bidrage. Det handler for eksempel om kommunikation på forskellige niveauer. Håndboldfagligt skal jeg være sparringspartner for Ulrik i forhold til udviklingen af et nyt spillekoncept, men også den personlige sparring, hvor jeg håber at kunne give Ulrik et fair med- og modspil. Så skal jeg vel fungere som bindeled mellem Ulrik og truppen måske endda lynafleder,« fortæller han.

Da Ulrik Wilbek i sin tid med succes fandt frem til Kim Jensen som assistenttræner for kvindelandsholdet, søgte han en mand, han ikke kendte i forvejen og som ikke lignede ham.

Samme metode er brugt denne gang, og ud af søgemaskinen kom Peter Bredsdorff-Larsens navn. På et punkt ligner de to trænere dog hinanden. Begge lægger de nemlig vægt på en spillers evne til at tage initiativ.

»Jeg mener grundlæggende, at vi skal have individuelle og kollektive værktøjer og færdigheder, der gør, at vi kan tage initiativ i kampene. Det vil sige, at spillerne har en oplevelse og opfattelse af, at de kan bidrage på det personlige plan forsvarsmæssigt og angrebsmæssigt,« siger Peter Bredsdorff-Larsen.

OL er målet

Det overordnede mål for landsholdet bliver at kvalificere sig til OL i Kina i 2008. Men på den lange vej til de olympiske lege venter en række europa- og verdensmesterskaber, hvor det nye trænerteam skal forsøge at sikre gode resultater. Et middel til at nå målet er at dyrke de skæve håndboldeksistenser.

»Jeg tror på, det er vigtigt, at man søger at integrere de specielle personligheder på holdet og søger de helt specielle spillekompetencer. Så man ikke bare opnår ensartethed, men også de specielle kvaliteter på et hold, så man kan gøre en forskel. På det grundlag kan der godt ligge en udskiftning eller indskiftning i vores trup,« siger Peter Bredsdorff-Larsen.

På den måde stiller han sig også lidt i opposition til den tidligere landstræner, Torben Winther, der ikke i samme grad prioriterede de lidt skæve typer.

»For at blive tophold skal man rumme personligheder, der er specielle og som har specielle kompetencer. Det er nogle typer, som jeg måske ikke synes, vi har set i frit flor på landsholdet i forhold til, hvad vi ser på klubplan. Der kan eksempelvis nævnes Joachim Boldsen og Lasse Boesen,« mener Peter Bredsdorff-Larsen.

I de seneste syv år har han passet et job i erhvervslivet, som nordisk regionschef hos Århus-virksomheden, Guldmann, der fremstiller hjælpemidler.

Erfaren herre

Det har givet ham masser af erfaring med begreber som kommunikation, organisations- og medarbejderudvikling, der er nogle af de værktøjer, han skal bruge i sit nye job som assistenttræner.

»Det er nogle værktøjer, som er vigtige, fordi spillere på det niveau er meget færdige spillere. På de korte seancer, vi har med dem, kan vi måske ikke lære dem så frygtelig meget. De er højt profilerede, unge mennesker, der er dygtige til at spille håndbold, og det er vigtigt, at vi kan få dem til at fungere sammen som hold. Det er en stor udfordring, og der føler jeg, at jeg har nogle erfaringer,« siger Peter Bredsdorff-Larsen, der er eliteinstruktør under Dansk Håndbold Forbund.

»Jeg er meget optaget af at søge at frigøre potentialet i de mennesker, jeg arbejder med. Hvordan vi får det maksimale ud af hinanden. Det handler om at vide noget om persontyper og teamsammensætning,« fortæller Peter Bredsdorff-Larsen.

Trænerkarrieren begyndte han som den spillende af slagsen i Randers HK, hvor det lykkedes at rykke klubben op fra anden til første division, men allerede året efter gik turen den anden vej for efterfølgende at ende i en konkurs.

Den bedste række jagtes

Kort efter blev det til et enkelt år som assistenttræner for Aksel Nørgaard i AGF, inden han før sæsonen 2003/2004 overtog trænerbænken i Morten Børup Hallen i Skanderborg.

Siden har han sammen med den østjyske klub jagtet en billet til Håndboldligaen. Det job fortsætter han, mens han nu også skal være Ulrik Wilbeks højrehånd.

Egentlig kender de to kun hinanden på håndboldens overflade. Peter Bredsdorff-Larsen nåede at hilse på Wilbek, da førstnævnte i karrierens efterår spillede en enkelt sæson i Viborg HK. Desuden har det kommende trænerteam været kolleger og konkurrenter i forrige sæsons 1. division.

»Jeg glæder mig enormt til at ligge i slipstrømmen af Ulrik og opleve, hvordan han håndterer tingene. Kampmæssigt, teammæssigt, kommunikationsmæssigt. Jeg mener, at jeg kan suge en masse ting fra ham,« siger Peter Bredsdorff-Larsen.

Først som 17-årig begyndte han at spille håndbold, da han troppede op til træningen i Skovbakken.

Egentlig var det fodbolden, han var bedst til, men alligevel var det håndboldkarrieren, der tog fart, da han skiftede til VRI og blandt andet var med til at vinde DM-bronze i 1993, hvor det også blev til en plads i pokalfinalen og senere nogle få Europa Cup-kampe.

På landsholdsplan blev det kun til et enkelt besøg, da han i 1994 spillede med i en kamp på daværende landstræner Ulf Schefverts hold.

Godt humør

20 års erfaring med håndbold på topplan har blandt andet lært ham, at et godt humør giver de bedste resultater.

»Jeg er meget overbevist om, at de bedste resultater bliver skabt ved godt humør. Man skal have det overskud, der gør, at man leverer de bedste resultater, og det handler meget om at udstråle overskud i forhold til holdkammerater, modstandere og tilskuere. Der er mange gevinster ved at komme med et godt humør. Det vil jeg bidrage til, at vi kan få på landsholdet,« siger Peter Bredsdorff-Larsen.

Det positive livssyn nyder de til dagligt godt af i Skanderborg, som i øjeblikket ligger til at skulle spille om oprykning til Håndboldligaen.

Med trænerens egne ord er klubben endnu ikke klar til det skridt, men skulle holdet overraske, kommer Peter Bredsdorff-Larsen med to topjob i dansk håndbold for alvor til at tænke mønstre, mandskab og målscoring i de næste år.

Måske han skulle tyvstarte håndboldtankerne på sommerens tur til Korsika.

jannik.brinch@jp.dk