En pokerstjerne i byen
En af verdens bedste pokerspillere, danske Gus Hansen, spiller i øjeblikket en turnering på Casino Royal. Tidligere genkendte ingen ham på gaden, men massiv tv-dækning af turneringer, hvor han er med helt fremme, har givet ham stjernestatus.
»Aha, jeg er vokset op sammen med en Martin Johansen,« siger Gus Hansen med reference til skribentens navnebror, der har en fortid som professionel fodboldspiller i blandt andet FC København.
Gus Hansen er på kort visit i Danmark mellem et par store pokerturneringer i Las Vegas. Siden slutningen af 1990'erne har han levet af pokerspillet og tilhørt verdenseliten. Men i mange år var det fodboldspilleren og ikke pokerspilleren, der var kendt i den brede offentlighed. I dag er rollerne byttet om.
Den lille rødhårede fodboldspiller nøjes med lidt hyggebold i en klub nær København, mens Gus Hansen nærmest har fået stjernestatus.
Vandt en mio dollars
JP Århus møder ham på Casino Royal, hvor han deltager i en turnering med en kvart mio. kr. til vinderen. Det er småpenge for Gus Hansen, der i fjor vandt en invitationsturnering for verdens otte bedste pokerspillere i Las Vegas. Her var førstepræmien en mio. dollars.
»Der er sket en udvikling de seneste seks måneder. Tidligere, når jeg kom til Danmark, blev jeg aldrig genkendt på gaden. Nu er der mange, der kigger og siger til mig, at de har set mig i tv. Jeg har for eksempel lige været henne i en Fakta for at købe noget juice. Der var en fyr, som havde købt sådan et chipsæt, man bruger, når man spiller poker. Det var til hans kammerat, og han kom hen og bad om min autograf, fordi kammeraten åbenbart var fan af mig,« griner Gus Hansen, som under interviewet sidder hjemmevant ved kasinobordet og laver fingergymnastik med et spil kort.
Den 31-årige pokerstjerne er klædt afslappet i sweatshirt og jeans, men positionen som en af verdens bedste spillere giver adgang til et liv på første klasse.
Tre gange en halv mio. dollars
Ud over førnævnte turneringssejr har Gus Hansen tre gange triumferet i pokersportens fineste serie, den såkaldte World Poker Tour. Det gav hver gang omkring en halv mio. dollars.
Men livet som professionel pokerspiller har ikke altid været synonym med de bedste hoteller og største biler.
»I starten af karrieren var det noget med at hutle sig rundt. Jeg har sovet på mange vandrerhjem og delt mange hotelværelser med andre, som også forsøgte at få det hele til at hænge sammen,« siger Gus Hansen, hvis borgerlige navn er Gustav Hansen.
Selvom det langt fra er et almindeligt lønarbejde at være professionel pokerspiller, er hverdagene meget strukturerede under de store turneringer.
»Man starter med at spille kl. 12 og er færdig ved 22-23 tiden. Så kan man lige nå at få lidt at spise og noget søvn, inden det gør løs igen næste dag,« siger Gus Hansen.
Sidegevinster
Indskuddet i de store turneringer er typisk 10.000 dollars, og selv gode spillere som Gus Hansen risikerer at ryge tidligt ud. Så sætter man sig til de almindelige borde i kasinoet og forsøger at vinde det tabte tilbage. En stor del af omsætningen for en professionel pokerspiller kommer ved siden af turneringerne, fortæller Gus Hansen.
»Man skal vænne sig til, at der er store udsving. Det kan være, at jeg stort set taber alt en måned i træk, men så kommer der en stor gevinst, og så er jeg kørende igen.«
Der er ingen genvej til at blive en god pokerspiller. Det er helt afgørende med rutine, men man skal også have en fornemmelse, intuition, for spillet.
»Man skal have fornemmelse for situationerne. Er der tre spillere ved bordet, gælder det en anden spillestil, end hvis der er ti,« siger Gus Hansen, der forklarer, hvad der skal til med den engelske konstruktion "guestimate", en sammentrækning af ordene guess (gæt) og estimate (estimere).
»Jeg sjusser mig frem. Der er selvfølgelig noget matematik i, hvilke hænder det kan betale sig at spille. Måske kan jeg også huske, at en af spillerne altid spiller defensivt, så når han satser, har han virkelig gode kort. Jo bedre du er til at gætte og estimere, desto flere rigtige beslutninger vil du tage,« siger Gus Hansen, der efter turneringen i Århus sætter kursen tilbage til Las Vegas, hvor der er VM i poker i juni og juli.
Op mod 7.000 forventes at smide de 10.000 dollars, det koster at købe sig en plads i turneringen.