Aarhus Kommune vil skabe 4.200 flere boliger uden for Ringvejen: Her skal de ligge
Aarhus Kommune vil opføre over 4.000 boliger i området omkring Aarhus.
Aarhus Kommune vil skabe flere boliger uden for Ringvejen for at imødekomme presset på boligmarkedet.
Det skriver Teknik og Miljø i en pressemeddelelse.
Afdelingen arbejder lige nu med 39 lokalplaner, som samlet peger på et potentiale for op mod 4.200 familieegnede boliger.
Der arbejdes blandt andet med udvikling i Egå, Harlev, Hjortshøj, Hårup, Lisbjerg, Lystrup, Løgten, Malling, Mårslet, Solbjerg, Spørring og Tranbjerg.
»Vi skal skabe mere plads til aarhusianerne. I dag oplever mange, at det er svært at finde en bolig, og det er vi nødt til at gøre noget ved. Derfor har vi fokus på at udvikle oplandsbyerne,« siger Nicolaj Bang, rådmand for Teknik og Miljø.
Planerne omfatter forskellige typer boliger, blandt andet rækkehuse, parcelhuse og etageboliger.
»Det handler om at give flere mulighed for at få en bolig, også uden at det kun bliver høje byggerier i midtbyen. I oplandsbyerne kan vi skabe gode hjem med plads, fællesskaber og det, man har brug for i hverdagen,« siger Nicolaj Bang.
Kommunen ønsker samtidig, at udviklingen sker i dialog med borgerne gennem blandt andet møder, workshops og samarbejde med lokale fællesråd.
»Det er vigtigt for os, at borgerne bliver hørt og kan være med til at præge udviklingen af deres lokalområde. I mange oplandsbyer er der et stort engagement, og det giver gode muligheder for at finde løsninger sammen,« siger Mikkel Eskesen, afdelingsleder for Medborgerskab i Teknik og Miljø.
Mange af de 39 lokalplaner er stadig tidligt i processen, og det er derfor usikkert, om alle bliver realiseret.