Fortsæt til indhold
Aarhus

Politiet fandt afdød 26-årig, fordi borgere ikke kunne trække ud i toilettet

Afdød mand skal obduceres i løbet af i dag, mandag 3. marts, oplyser efterforskningsleder.

Han er en kending af politiet, den 26-årige polske mand, der fredag 28. februar blev fundet i en kloak ved Edelhoffvej i Harlev.

Det oplyser efterforskningsleder hos Østjyllands Politi, Flemming Nørgaard, til avisen

Efterforskningslederen kan fortælle, at der var flere verserende sager mod manden, som politiet antager har befundet sig i kloakken i en måneds tid.

Politiet mistænker, at den 26-årige polak er blevet dræbt. Det skyldes »en række mistænkelige omstændigheder.«

Østjyllands Politi har i weekenden haft omkring 40 betjente på arbejde ved Edelhoffvej i Harlev. Beredskabsstyrelsen har også været tilkaldt for at stå for at stoppe den linde strøm af menneskelig afføring og køkkenaffald, der ville normalt ville flyde hen til stedet, hvor den polske mand blev fundet.

»Det har været nødvendigt at bruge slamsugere, for det kan ikke nytte noget, at der bliver ved med at flere komme ting fra toiletter og køkkener hen til gerningsstedet. Vi har løbende tømt spildevandsrøret for at se, om vi kan finde genstande, der kunne tilhøre den afdøde person. Vi har også ledt efter legemsdele. Jeg kan godt sige, at når man har ligget dernede, er man ikke hel. For at vi kan arbejde med det i fred og ro, har vi blokeret tilstrømningen af kloakvand,« siger Flemming Nørgaard til avisen.

Stoppet kloakvand

Det var lokale borgere, der sendte politiet på sagen. De oplevede en situation, de fleste gerne vil undgå. De kunne ikke komme af med deres kloakvand.

»Deres kloakker var stoppet til. Når det sker, sender man nogen ud for at se om der er noget galt i spildevandsrøret. Her finder man så ud af, at det er en person, der stopper for tilløbet,« siger Flemming Nørgaard.

Hvordan kan det være, at liget ikke er spist af rotter, hvis han har ligget i kloakken i en måneds tid?

»Det ved jeg ikke. Måske er der ikke rotter i røret. Jeg ved kun, hvad retsmedicineren har oplyst i forhold til ligets tilstand, og jeg har ikke hørt noget om rotter.«

Flemming Nørgaard vil ikke oplyse, hvordan politiet har identificeret manden, hvis senest kendte adresse var i Randers.

Den afdøde mand skal obduceres i løbet af i dag, mandag 3. marts, oplyser efterforskningslederen.

»Der skal vi finde ud, hvordan han er død, og vi skal selvfølgelig finde ud af, hvordan han havnede, hvor han gjorde,« siger Flemming Nørgaard.

Politiet antager, at den 26-årige afdøde mand er blevet anbragt i kloakrøret ved Edelhoffvej 6. februar om aftenen.

»Vi er meget interesserede i at snakke med folk, hvis de har været i området på det tidspunkt. Om de kan have set noget mistænkeligt eller kan huske en bil, der var på stedet,« siger Flemming Nørgaard.