De Hviie er kommet til Vejlby – og det gør Christian Henriksen rasende. Rasende begejstret
Forfatter og viceskoleleder er godt oppe at køre over, at hans yndlingsfodboldklub de kommende år skal tørne ud i hans elskede hjemstavn.
I 2021 udgav Christian Henriksen bogen ”8240 Vejlby”, der er en erindringsfortælling om forstaden, og hvordan vores lokalmiljø former os på godt og ondt.
Trofaste læsere har muligvis mødt Christian Henriksen før, da han tidligere skrev en klumme om sit forhold til AGF og bød klubben velkommen i Vejlby, hvor præstesønnen er vokset op og bor den dag i dag.
Den inkarnerede AGF-fan er ganske enkelt rasende begejstret for, at ”De Hviie fra Fredensvang” nu er rykket 8,4 kilometer nordpå fra Stadion Allé til Vejlby Centervej, hvor der efter planen skal spilles Superligafodbold frem til og med 2026.
Avisen har sat ham i stævne på det forvandlede forstads-fodboldstadion for at høre om forventningerne til det store rykind.
»Det bliver dejligt intimt. Jeg synes faktisk, at når man står derinde, så er det jo blevet et godt stadion. Det er en åben gryde og minder om Fiorentinas stadion. Det kan noget. Og når så der kommer blade på træerne, så skal du bare se løjer. Så bliver det rigtig godt,« forudser Henriksen.
Forfatteren kan dog godt frygte trafikkaos på kampdage, men den overskygges lynhurtigt af stolthed og muligheden for at spille smart over for naboerne fra Risskov.
»Jeg har det rigtig godt med, at der lige er et dejligt, lækkert og positivt fokus på Vejlby frem for Risskov. Jeg glædes over, at folk nu, når de kommer inde fra byen, har mere lyst til at dreje til venstre, når de kommer ud ad Grenåvej og ikke til højre. Det her er vores mulighed for at markere os lidt i forhold til Risskov. Fordi Risskov, det er dem, der har undgået alt det grimme og fået alt det fede. De har stranden og skoven,« siger forfatteren, der i ”8240 Vejlby” sender kærlige kindheste til naboerne på den – ifølge ham – forkerte side af Grenåvej.
VIK-angriber
Henriksen har haft adskillige oplevelser som Vejlby IK-angriber på netop den grønsvær, og forleden var han til generalprøve, da AGF besejrede FC København med 4-3:
»Jamen, det var jo en klassisk AGF-oplevelse. Forstået på den måde, at vi skulle igennem meget lidelse og gennem hele følelsesregisteret. Men så blev vi forløst til sidst. Og det var jo lige præcis den måde, vi gerne skulle starte det hele op her i Vejlby. Det er et perfekt anslag,« fastslår fritidsforfatteren, som til daglig arbejder som viceskoleleder på Virupskolen i Hjortshøj.
Christian Henriksen har Vejlby helt ind under huden og mener, at det bliver en markant anderledes oplevelse at følge AGF på den midlertidige hjemmebane de næste par år.
»Ved det gamle stadion er alle veje, der fører derud jo smukke og tilgængelige. En fryd for øjet. Nu skal AGF-fans så herud, hvor det sgu ikke er særligt kønt. Jeg har tidligere kaldt det kommunens eksperimentelle losseplads, fordi her bliver bygget og revet ned i ét væk. Men jeg synes på en eller anden måde, at der er noget smukt i det grimme,« siger han og fortsætter:
»Der vil altid være nogle lokale, der synes, at det er en dårlig idé, at AGF skal spille herude i Vejlby. Men min fornemmelse er, at der nu ikke er så meget modstand. De fleste er stolte af, at AGF kommer herud, og det betyder, at vi klapper hinanden lidt ekstra på skuldrene. Især hvis det kommer til at gå godt.«
Levende vidne
Christian Henriksens kærlighed til AGF opstod i begyndelsen af 1980’erne.
»Min første tur på stadion var til en kamp mod Næstved sammen med min gudfar Kjeld Holm (afdød Aarhus-biskop og AGF-ambassadør, red.) og min far. De var gamle gymnasiekammerater fra Sønderjylland og kom til Aarhus for at læse teologi. Vi havde mange gode stunder sammen,« husker Henriksen, der har været til alle AGF’s pokalfinaler i sin levetid på nær 1992, hvor en konfirmation kom i vejen for at opleve AGF hæve pokalen i vejret på hjemmebane.
Så han er et levende vidne på, at AGF rent faktisk har vundet titler og hævet pokaler i fortiden.
Og historien skal nok gentage sig. Spørgsmålet er blot hvornår.
»Jeg håber jo selvfølgelig, at Vejlby Station bliver en fæstning. Prøv lige at tænke på, hvis AGF bliver mestre her. Det ville jo være vildt og vanvittigt. Men der er sket vildere ting i dansk fodbold, og jeg vil vove at påstå, at sandsynligheden for, at AGF bliver mester, har ikke været større siden 1996,« siger han og tilføjer i samme åndedrag:
»Og så kan det lige passe, at vi står herude om et par uger og ikke er kommet med i mesterskabsspillet, fordi vi har dummet os.«