Fortsæt til indhold
Aarhus

»Det kommer til at koste 2 mia.« og »kæmpe skandalesag« – her er, hvad modstanderne af stadionbevilling sagde på byrådsmøde

Et solidt flertal stemte onsdag aften for en tillægsbevilling til stadionbyggeriet. Modstanderne var dog også talrige, og argumenterne var mange.

Et mindretal i byrådet måtte onsdag aften se sig trumfet af et flertal på 21 byrådsmedlemmer, der gerne vil give yderligere 208,6 mio. kr. til stadionbyggeriet i Kongelunden.

Sammen med tillægsbevillingen blev det besluttet at nedlægge den hidtidige politiske styregruppe og i stedet lade Magistraten være styregruppe.

Helt nøjagtigt var der 10 nej-sigere, og de blev blandt andet udgjort af henholdsvis SF, Danmarksdemokraterne og Enhedslisten. Derudover var Thure Hastrup (UFP) og to fra Radikale Venstres byrådsgruppe.

Deres argumenter var mange, og her bringer vi et overblik over dem.

Mette Bjerre (SF)

SF havde forinden fremstillet et ændringsforslag til tillægsbevillingen, hvor beløbet kunne nedbringes med over 45 mio. kr. Her var tale om en del besparelser på stadionbyggeriet, eksempelvis VIP-faciliteterne.

»Vi er enige i, at det ikke er meningsfuldt at stoppe byggeriet nu. Men det var aldrig meningen, at aarhusianerne skulle betale for det her stadion, det var en gave. Vi har foreslået konkrete besparelser på primært luksuselementer. Man vil stadig få et smukt og ikonisk stadion. AGF vil nok kunne få sponsorer til at betale for luksusfaciliteter senere hen.«

»Der kommer flere budgetoverskridelser, hvis ikke man ændrer retning nu. Derfor ønsker vi en ekstern revisionskontrol.«

Solveig Munk (EL)

Det er kendt, at Enhedslisten er meget kritisk over forløbet, der nu har givet kommunen en stor ekstraregning. Man har tidligere foreslået at sætte projektet på pausen og endda at flytte det væk fra Kongelunden.

»Det er fornuftigt, at styregruppen overgår til Magistraten, og ændringsforslagene fra SF og Radikale er fornuftige. Vi tilføjer, at man kan spare yderlige 2,7 mio. kr. på flugtvejene, hvis man sætter tilskuerkapaciteten ned. Men så stopper fornuften. Regningen bliver med garanti endnu større.«

»Det bliver langt dyrere at fortsætte projektet end at sætte det på hold, tro mig. Vores forudsigelser har desværre holdt stik indtil nu. Det her stadion kommer til at koste 2 mia. kr. Mindst.«

Metin Lindved Aydin (R)

Den radikale byrådsgruppe har været splittet om stadionsagen. Mens rådmanden for Kultur og Borgerservice, Rabih Azad-Ahmad, er for tillægsbevillingen, stemte Metin Lindved Aydin og Mahad Yussuf imod.

»Det her er ikke en god eller ansvarlig aftale. Vi har foreslået, at der bliver sparet 25 mio. kr., der skal søges ekstern finansiering, og så skal projektet klimakompenseres via skovrejsning. Det vil spare omkring 16.000 tons CO2, og det skal ske for eksterne midler svarende til 2,3 mio. kr.«

Til avisen har Metin Lindved Aydin foreslået, at AGF påtager sig ansvaret for skovrejsningen, da klubben i forvejen har et skovrejsningsprogram.

»Det er ikke første gang, Rambøll (kommunens rådgiver, der har plæderet for en hurtig underskrift på entreprisekontrakt, red.) tager fejl – dens behovsanalyse i forbindelse med havneudvidelsen viste sig at være forkert. Hvis vi skal betale 200 mio. kr. mere i 2025, hvor skal de penge så tages fra?«

Jakob Søgaard Clausen (DD)

Kritikken fra Danmarksdemokraternes Jakob Søgaard Clausen har været harsk, når det kommer til stadionsagen.

»Det her har ikke været særlig rart at være en del af. Jeg synes ikke, det er i orden, at man behandler byrådet på den her måde. Det er en kæmpe skandalesag, for det kommer til at gå ud over aarhusianerne. Det vil gå ud over en række velfærdsydelser. Det er skandaløst, at vi ikke har en lejeaftale med AGF på plads. Det er muligt at finde besparelser, så det er ærgerligt, at et flertal i byrådet ikke vil det. Vi er i en markant økonomisk spændetrøje, takket være den tidligere borgmester og den politiske styregruppe.«

Thure Hastrup (UFP)

Løsgængeren har været imod tillægsbevillingen og mener, at der er alt for mange ubesvarede spørgsmål i forhold til at tilslutte sig indstillingen.

»Der er stillet over 100 spørgsmål, og mange er ikke besvaret endnu. Derfor er der en vis uvidenhedens mørke over os, når vi tager den her beslutning. Det gælder totalprisen for stadion, lejeaftalen, klimaeffekten og kommende finansieringskilder. Jeg får reelt ikke et valg her, for styregruppen skulle have lagt det her ind i budgetforhandlingerne for 2025. Det har sat lokaldemokratiet skakmat og byrådet uden for processen.«

»En række eksperter mener, det bliver dyrere endnu. Et seriøst bud er 1,2 mia. kr. 5 pct. til uforudsete udgifter er alt for lidt.«