Ligner du de andre kunder til black friday?
Black friday er mere populær hos de store butikker end hos de små, og der er forskel på, hvordan mænd og kvinder udnytter rabatterne.
Knap 6 af 10 danskere svingede betalingskortet til black friday sidste år. Hele 70 pct. af de 30-39-årige shoppede den dag. Det viser en undersøgelse fra DI Handel. Mange butikker kæmper for at få deres del af omsætningen, mens andre vælger at stå udenfor.
Lene Skau driver butikken Grün i Jægergårdsgade. Efter at have afprøvet forskellige tiltag gennem årene kører hun ikke med tilbud eller udvidede åbningstider til black friday i år.
»Folk kommer alligevel ikke op i Jægergårdsgade til black friday. De søger ned i midtbyen til de store kæder og butikker, hvis rabatter vi slet ikke kan konkurrere med,« forklarer Lene Skau.
Hun oplever, at black friday primært er for de store butikker.
»De store køber stort ind, så de kan få store rabatter hos deres leverandører. De har også mange flere annoncepenge end os små butikker,« siger Lene Skau.
Hele ugen
Stormagasinet Salling holder black week, så tilbuddene gælder hele ugen og ikke kun fredag.
»Det gør vi for at fordele salget over flere dage, så vi stadig kan give kunderne en god service, for eksempel ved at pakke gaver ind,« siger Birthe Wiberg, marketing- og kommunikationschef hos Salling.
Stormagasinet annoncerer op til black week.
»Men i dag kender alle forbrugere black friday, så det er ikke en af vores dyreste kampagner på året,« siger Birthe Wiberg.
Lene Skau kan dog mærke de stores priskrig, især på sin webshop.
»Jeg har ikke øget trafik på min webbutik til black friday. Det ville kræve, at jeg investerer mange annoncekroner i synlighed, og det kan slet ikke betale sig i denne måned, hvor de store dominerer annoncemarkedet,« siger Lene Skau.
Hun synes, at black week og black month udvander tilbudsbegrebet.
»Det er kun de store, der har kræfterne til at annoncere og køre med tilbud så længe. Der er jo snart en kampagne hver tredje måned. Hvis jeg var kunde, ville jeg da vente til den næste kampagne i stedet for at købe til normalpris,« siger Lene Skau.
Til det siger Birthe Wiberg:
»Udlandet kører mere og mere med black week og black month. Vi er i et globalt marked. Hvis vi ikke følger med, shopper kunderne bare på de udenlandske webshops.«
Kunderne venter
Salget i november går lidt i stå, fordi folk venter på black friday.
»Salget i november koncentrerer sig mere og mere om black friday, fordi folk ved, at den kommer, så de udsætter deres køb til en vis grad,« siger Birthe Wiberg.
Hun mener dog ikke, at black friday ødelægger julesalget.
»Vi ved, at halvdelen af det, der bliver købt på black friday, er til kunden selv, så der er stadig mange julegaver, der skal købes i december. Der er flyttet meget salg fra december ind i november, men totalt set går vi ikke glip af omsætning på grund af black friday. Der er stadig mange uger til jul,« siger Birthe Wiberg.
Hos Grün oplever Lene Skau, at hendes kunder er bevidste om, hvilke varer de kan få på tilbud til black friday.
»De ved godt, at butikkerne i Jægergårdsgade forhandler mange håndplukkede ting, der ikke bliver sat ned. De forventer ikke de samme store rabatter hos os som hos de store butikker,« siger Lene Skau og tilføjer:
»Jeg vil ikke snyde kunderne ved at sælge noget til normalpris torsdag, som så bliver sat ned fredag. Det er ikke troværdigt som butik. Vi har en anden relation til kunderne end i de store butikker. Vores ekspedition er mere personlig.«
Salling oplever ikke skuffede kunder.
»Black friday er et kendt fænomen, så kunderne bliver ikke overraskede over, at tingene bliver sat ned sidst i november. De researcher også meget op til black friday, så de er sikre på at få den bedste pris,« siger Birthe Wiberg.
Stigende rabatter
Rabatterne til black friday er steget gennem årene.
»Vi kører 25 pct. på alt og har mange hundrede varer, der er sat ned med op til 60 pct. Konkurrencen er mere intensiv end nogensinde. Danskerne elsker tilbud, så det virker,« siger Birthe Wiberg.
Salling har analyseret sit salg til black friday tidligere år. Mænd og kvinder køber lige meget, men kvinder køber lidt flere og lidt billigere ting, mens mændene køber færre og dyrere ting.
»Halvdelen af kunderne handler til sig selv, mens den anden halvdel køber julegaver, og det er i lidt højere grad mændene, der køber til sig selv,« fortæller Birthe Wiberg.
Sallings onlinesalg til black friday står for 40-50 pct. af hele salget den dag. Med sine mange slagtilbud kan black friday være med til at skabe et øget forbrug, der belaster miljøet.
Til det siger Birthe Wiberg:
»Som stormagasin er vi en del af forbrugskulturen, men vi forhandler også genbrugstøj og vintagetasker, ligesom vi gør det nemt at finde styles med certificeringer. Derigennem håber vi at inspirere dem, der gerne vil shoppe med omtanke.«
Lene Skau oplever, at det går lidt tilbage med bevidstheden om bæredygtighed i disse år.
»Vi lever i krisetider med inflation, og mange har ikke ret mange penge. Derfor skal vi butikker tænke i flere prisklasser, samtidig med at vi kan stå inde for varerne,« påpeger Lene Skau.
Stille i dagene efter
Der kan være lidt stille i butikkerne efter black friday.
»Det virker, som om folk lige skal have pusten igen. Men der er også mange, som slet ikke har lyst til at komme ind til byen til black friday, fordi der er så mange mennesker. De kommer så før eller efter black friday, så handlen kommer hurtigt op igen,« siger Lene Skau.
Selvom hun ikke kører med tilbud, håber hun alligevel at få lidt omsætning til black friday.
»Når folk alligevel er inde i byen, har de måske et gaveønske med, som kun kan fås i vores butikker, og så kommer de herop. Restauranterne har kronede dage på black friday, så lidt smitter den dag da af på gaden,« siger Lene Skau.