Fortsæt til indhold
Aarhus

En »lykkelig« kaptajn takker af: Her er de største op- og nedture

Jacob Bundsgaard (S) takker af efter 13 år. Vi sætter fokus på nogle af de sager, der har været med til at forme hans borgmestertid.

Hvis man skal tro Jacob Bundsgaard (S), er hverken møgsager eller meningsmålinger skyld i, at han den 6. november formelt fratræder stillingen som Aarhus Kommunes borgmester og går ud ad Aarhus Rådhus med »oprejst pande og energi«.

Det er derimod en personlig beslutning efter at have været i »byens tjeneste i mere end to årtier«.

»Jeg stopper ikke, fordi jeg er træt, kørt ned eller ked af det, men fordi jeg har lyst til at bruge min energi på noget andet,« siger Jacob Bundsgaard.

Svaret skal tilsyneladende findes i, at den socialdemokratiske borgmester efter 23 år i byrådet og 13 år som borgmester er begyndt at mærke en vis mæthed og udlængsel, ikke mindst på grund af de gentagelser, der ifølge Bundsgaard følger med et politisk kalenderår.

Jacob Bundsgaard, siden 2013 med tilnavnet ”Kaptajnen”, håber at blive husket som en samlende borgmester, der har »brugt sin vågne tid til at gøre Aarhus en bedre by«.

Opture

1

De samlende kræfter viste Jacob Bundsgaard i forbindelse med tilblivelsen af det nye fodboldstadion i Kongelunden. Idéen til stadionet skal være blevet til for 10 år siden i en samtale mellem Jacob Bundsgaard og AGF-direktør Jacob Nielsen, og det lykkedes siden at få blandt andre byudvikler Rune Kilden, Karin Salling, milliardær Henrik Lind samt et solidt flertal i Aarhus Byråd med på idéen.

2

Det har også krævet en del benarbejde for borgmesteren at få gennemført omdannelsen af Gellerup – ifølge Jacob Bundsgaard Europas største omdannelse af et boligområde med mulig undtagelse af »noget i Holland«. Missionen med Helhedsplan Gellerup er at uddrive et parallelsamfund, »hvor formørkede imamer sætter dagsordenen« og i stedet skabe en mangfoldig og demokratisk bydel til fordel for områdets børn og unge. Om omdannelsen giver det resultat, Jacob Bundsgaard ønsker, ved vi først om flere år, men Helhedsplan Gellerup er formentlig den mest omfattende, konkrete forandring af Aarhus, Jacob Bundsgaard har stået i spidsen for.

3

I 2018 blev en 42-årig Jacob Bundsgaard udpeget som formand for Kommunernes Landsforeningen (KL). Hans første og måske største opgave som formand blev overenskomstforhandlinger, hvor KL varslede en lockout af omkring 250.000 kommunalt ansatte. Jacob Bundsgaards arbejdsbyrde blev næppe mindre i de fire år, han ved siden af sit borgmesterjob også skulle varetage de resterende 97 kommuners interesserer, men formandsposten for KL cementerede hans popularitet og gav ham mere indflydelse på landsbasis.

4

At den kommende Marselistunnel kommer til at koste Aarhus Kommune og Aarhus Havn 600 millioner kroner i stedet 800 millioner kroner skyldes et brev, Jacob Bundsgaard forfattede til transportminister Thomas Danielsen (V). Årsagen til prisnedsættelsen er temmelig teknisk og i denne sammenhæng mindre vigtig, men faktum er, at borgmester Bundsgaard har været dybt involveret i arbejdet med at få bygget den 1,9 kilometer lange tunnel, mange aarhusianere i årevis troede ville forblive et fatamorgana.

Nedture

1

Jacob Bundsgaard har med succes fået gennemført en række store byggeprojekter gennem sine 13 år som borgmester, men en udvidelse af Aarhus Havn bliver det ikke til. Som havneformand stod Jacob Bundsgaard i spidsen for prestigeprojektet, der i maj i år måtte skrottes, fordi kommunen ikke kunne påvise, at der var det påståede behov. Hvis borgmesteren ikke var blevet ydmyget før, blev han det i sagen om havneudvidelsen.

2

Det var ej heller en vindersag, da Jacob Bundsgaard i spidsen for Aarhus Kommune sendte 180 millioner kroner til problembarnet Aarhus Airport, hvorefter der blev skåret ned på den borgernære velfærd trods skandalesager på kommunens plejehjem og bosteder. Byrådsmedlem for SF Aarhus Liv Gro Jensen kaldte prioriteringen »en regulær lussing til børn, unge og ældre i Aarhus«.

3

Stadionprojektet kommer til at optræde som både op- og nedtur, da projektet i senere tid er kommet til at stå i et mindre glamourøst skær på grund af udskydelser og økonomiske udfordringer. I starten af oktober dumpede Ankestyrelsen også den kontrakt, som Aarhus Kommune har formuleret til AGF for leje af det kommende fodboldstadion.

4

Jacob Bundsgaards forhold til handelslivet i Aarhus har for ganske nylig fået et knæk. Den traditionelle stjernehimmel over Strøget var i fare for ikke at komme op, og den sammenhæng gav handelslivet udtryk for ærgrelse over, at Aarhus Kommune højst ville støtte projektet med 200.000 kroner. Bundsgaard gav svar på tiltale:

»Kommunen løber hurtigt tør for penge, hvis handelslivet vender sig mod kommunen, hver gang der er et problem,« lød det.

Det udsagn er slet ikke faldet i god jord hos en presset detailhandel, for Aarhus City Forening mener langtfra, at man har rendt borgmesteren på dørene.

»Verdens lykkeligste borgmester«

Jacob Bundsgaard har som borgmester »lidt mange nederlag« og »ved gud lavet tonsvis af fejl«. Det siger han selv. Han ser dog ikke havneudvidelsen som sin største fadæse, lyder det.

»Det afgørende er, hvordan man håndterer fejlene og kommer videre, både som borgmester og by (…) Når man træffer mange beslutninger, er der nogle, man rammer rent, og andre, der triller ud til hjørnet,« siger han.

Hvis Jacob Bundsgaard var fortsat som borgmester, ville han med egne ord have »lagt alle kræfter ind på at stoppe« mistrivsel blandt børn og unge i Aarhus Kommune. »Der har vi et fælles ansvar,« lyder det.

Men det gør han ikke. Fortsætter, altså.

»Man kan sige, det er en beslutning, jeg traf for 13 år siden, da jeg tiltrådte som borgmester. Dengang sagde jeg, at jeg ikke havde til sinde at være borgmester hele mit arbejdsliv. Det er ikke meningsmålinger eller dårlige sager, der gør, at jeg stopper. Dem vil der altid være, uanset hvornår man går af (…) Aarhus er igen og igen blevet udnævnt til verdens lykkeligste by, og jeg har i den tid, jeg har været borgmester, været verdens lykkeligste borgmester,« siger han.

Nu går Jacob Bundsgaard i tænkeboks. Han vil tage nogle uger fri blandt andet for at tænke over, hvilken »virksomhed eller organisation«, han skal arbejde med i fremtiden.

Kaptajnen er blot 48 år. Mon ikke vi inden længe ser ham stævne ud igen.

Citaterne i denne artikel er fra Jacob Bundsgaards pressemøde onsdag den 23. oktober.

Privat er Jacob Bundsgaard gift med Kirstine Helboe Johansen og far til tre. Foto: Benny Kjølhede