Forundret minister om havnebeslutning: »Det får konsekvenser for Marselistunnelen«
Ifølge transportministeren vil det få konsekvenser for projektet med Marselistunnelen, at havneudvidelsen er sat på pause.
Aarhus Kommunes beslutning om at sætte havneudvidelsen på pause på ubestemt tid er nået land og rige rundt.
Også til Christiansborg, hvor transportminister Thomas Danielsen (V) overfor Din Avis Aarhus Onsdag udtrykker, at han er overrasket og forundret over udmeldingen fra borgmester Jacob Bundsgaard (S) og de andre forligspartier.
»Jeg er meget ærgerlig over, at man har lagt så stort et arbejde i et projekt, og så er der ikke sammenhæng mellem det planlagte og det ansøgte. Så kan man ikke få godkendt et projekt, og sådan skal det være. Nu har man så valgt at sætte det på pause. Det er en lokal beslutning, og må jeg selvfølgelig respektere,« siger ministeren, der blandt andet har ansvar for Trafikstyrelsen, som har skullet behandle kommunens ansøgning om indvinding af havterritorie.
Politisk havde Thomas Danielsen gerne set udvidelsen blive realiseret.
»Vores erhvervshavne spiller en utrolig stor rolle for vores samfund. Det tænker mange ikke over. Derfor foregår der i øjeblikket et arbejde med en ny havnestrategi, og her bør spørgsmål om problemer med havneudvidelser indgå.«
Ministeren er ikke kun ærgerlig på vegne af erhvervslivet, handlen med udlandet og Aarhus Havns konkurrenceevne, men også fordi beslutningen kan få store konsekvenser for et andet stort projekt i Aarhus: Marselistunnelen.
Jordproblem
Staten overtog i 2021 milliardprojektet med tunnelen, der skal udføres i samarbejde med Aarhus Kommune og havnen, og en væsentlig forudsætning for projektet er, at de enorme mængder jord, der skal graves op under Marselis Boulevard, kan smides i Aarhus Havn.
Det betyder, at man nu ikke aner, hvad man skal gøre med jorden.
»Der er planlagt, at 516.000 m3 ikke-forurenet jord skal køres i Aarhus Havn som en del af udvidelsen. Det betyder, at vi - efter den beslutning, man har truffet i Aarhus - er nødt til at se på Marselistunnelen igen og de afledte konsekvenser,« forklarer transportminister Thomas Danielsen.
Ifølge ham vil der skulle laves en ny miljøkonsekvensvurdering, og så er der også en økonomisk konsekvens for tunnelprojektet.
»At transportere så meget jord til et andet sted har en pris, og den må forventes at være på den anden side af 100 millioner kroner, med mindre man har et andet sted i nærområdet at køre det hen. Og reserven i projektet er allerede benyttet på grund af diverse prisstigninger.«
Siger du, at projektet med Marselistunnelen ligefrem er i fare?
»Jeg kan ikke svare på, hvad det har af konsekvenser for Marselistunnelen. Jeg kan bare sige, at projektet ikke kan gennemføres som planlagt. Det betyder, at vi politisk er nødt til at genbesøge projektet for at se, hvad vi kan gøre.«
Staten på banen?
Ifølge borgmester Jacob Bundsgaard er en af årsagerne til beslutningen om at droppe havneudvidelsen, at kommunen kun må planlægge 12 år ud i fremtiden, og at det umuliggør havneprojektet, der strækker sig over en 30-årig periode.
En genoptagelse vil derfor kræve, at staten kommer på banen med en ændring af planloven eller en anlægslov for havneudvidelsen.
Den problematik anerkender transportministeren.
»Det er første gang, at vi løber ind i sådan noget, men hvis det er den rigtige forståelse af planloven, så er det noget, vi skal se på, for så er det er selvfølgelig ikke realistisk at lave havneprojekter.«
Ser du en anlægslov som en mulighed?
»Nu pågår arbejdet om et havnepartnerskab, som skal munde ud i anbefalinger og en samlet strategi for alle vores erhvervshavne. Der er meldt en masse udfordringer ind, og de input tager vi med i det fremadrettede arbejde. Så må vi se, hvad der er det rigtige at gøre for at sikre en fortsat positiv udvikling for vores havne.«
Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard (S) har efterfølgende sendt dette skriftlige svar til avisen:
»Behovet for en Marselistunnel er fortsat til stede og var en forudsætning for etableringen af Yderhavnen, Containerterminalen, Molslinjen med mere. Det er korrekt, at man har påtænkt bortskaffelsen af jorden i forbindelse med havneudvidelsen, og at det nu må forventes at ske andetsteds. Hvorvidt det kan ske i forbindelse med ReWater eller et andet projekt, vil vi nu drøfte med Vejdirektoratet.«