Fortsæt til indhold
Aarhus

Østjyllands nye turistattraktion er 325 år gammel

Clausholm Slot og Park har ambitioner om at blive en stor turistattraktion.

»Jeg er så heldig at eje et af de smukkeste steder i landet, synes jeg selv, og det vil jeg gerne dele med folk. Slottet i sig selv er en kulturhistorisk skat, der sammen med den fantastisk flotte park skal danne rammen om uforglemmelige oplevelser for hele familien.«

Godsejer Christian Berner render rundt med sommerfugle i maven forud for åbningen af Clausholm Slot og Park som Østjyllands nyeste turistattraktion, som vel og mærke er 325 år gammel.

Det gamle barokslot ved Voldum lagde i sommer lokaler til Jim Lyngvilds populære udstilling Kongerækken. Folk valfartede til for at se Lyngvilds sprudlende kostumer og malerier i Clausholms historiske rammer, og det var her, kimen blev lagt til at gøre slottet til en fast turistattraktion.

»Jeg tog mig selv i at se folk gå rundt og kigge på Jim Lyngvilds udstilling, men også på mit hus, og jeg var helt vildt glad for, at folk synes, det er smukt. Det gav mig en glad følelse i maven og lyst til at lave noget sjovt på stedet, hvor jeg skal bo resten af livet. Jeg elsker huset, haven og historien og vil gerne give folk mulighed for at komme ud og få en rigtig dejlig og minderig dag,« siger godsejeren.

Godsejer Christian Berner er vokset op på Clausholm Slot og overtog for nogle år siden slottet fra sin far. Pressefoto

Han ser frem til at vise slottet frem som aldrig før. Christian Berners tipoldefar åbnede op for slottets paradegemakker i år 1900, men nu bliver der åbnet op for nye rum, der aldrig før er vist frem.

»Vi åbner hele østfløjen, der hidtil har været privat, så folk kan se, hvordan familien Berner har valgt at bruge det gamle hus. Og min farmors gamle café, der var åben før årtusindeskiftet, er ved at få en overhaling og vil blive genåbnet,« fortæller Christian Berner, som Lokalavisen fanger med værktøj i hænderne med en uge før åbningen i Kristi Himmelfartsferien.

»Jeg er i gang med at lave et legehus til vores helt nye legeområde, hvor børnene kan lege, mens de voksne nyder omgivelserne.«

Slottet og parken er rammen om at give en kultur- og naturoplevelse på Clausholm, men omgivelserne kan ifølge godsejeren ikke stå alene. Der skal også ske noget, så både de meget kulturinteresserede samt børn synes, det er sjovt at komme på besøg.

Der kommer som nævnt en legeplads til børnene, og godsejeren forestiller sig at sætte parken i spil med familieaktiviteter som for eksempel skattejagt. På lørdag får man besøg af biolog og naturformidler Mette Søndergaard, der står bag UdeUnger, som arrangerer kreative naturværksteder for børn.

I forhold til de primært kulturinteresserede gæster håber Christian Berner på sigt at kunne etablere permanente udstillinger i nogle gamle driftsbygninger, der ikke længere bruges til landbrug. Godset er en stor juletræsproducent, og man har jagt, stutteri og en skovbegravelsesplads, som nu for alvor bliver suppleret med turisme.

»Turisme går fra at være et biprodukt til et hovedprodukt. Det skal være sådan, at når det bliver sommer, så vil man sige, at man skal med familien på Clausholm.«

Turistsæsonen på Clausholm Slot åbner i Kristi Himmelferien, og der vil også være åbent i pinsen. Derefter vil der være åbent dagligt i sommerferien fra 1. juli til 11. august samt i weekenden op til sommerferien og de tre weekender efter sommerferien.

Det ligger også fast, at godsejeren kaster sig ud i etablere et fast julemarked fra i år.

»Det er vores ambition at lave Østjyllands bedste julemarked. Det kræver investeringer og vil selvfølgelig tage tid, men vi tænker stort.«

Voksne skal betale en entré på 170 kroner, mens børn fra 4-12 år slipper med det halve for en dagsbillet til Østjyllands nye turistattraktion.

»Jeg synes ikke, det er dyrt, når man kigger på andre kulturtilbud, hvoraf nogle endda er på Finansloven og får statsstøtte, hvad jeg ikke gør. Jeg synes faktisk, det er billigt,« siger Christian Berner, der for snart fire år siden overtog Clausholm fra sin far, Kim A. Berner.