Fortsæt til indhold
Aarhus

Tidligere Michelin-kok vil servere noget, du måske ikke har smagt før

Dylan Massey-Ryan kom til Aarhus efter at have mødt en dansk pige i London. Nu er han chefkok hos Book1 i Mølleparken.

Marie Duedahl

Historien er en klassiker. Dansk pige rejser ud i verden og vender tilbage med en kæreste. Sådan gik det også 32-årige Dylan Massey-Ryan, der mødte en dansk pige i hjembyen London. Nu har han boet i Aarhus i tre år og er chefkok hos hostellet Book1 i Mølleparken.

»Jeg mødte en fantastisk dansk pige i London, og hun ville studere her i Aarhus. Jeg havde lyst til at skifte spor i mit liv, så det var perfekt,« siger Dylan Massey-Ryan.

Han blev født i Colchester, Essex, der ligger i det sydøstlige England. Her gik han i gang med at uddanne sig til kok i en alder af 18 år.

»En dag serverede jeg en god omgang pasta til en af mine venner, og hun sagde: Hey! Hvorfor bliver du ikke kok? Det var den lille pastaret, der førte mig hen til, hvor jeg er i dag. Med en masse hårdt arbejde og sjove oplevelser undervejs,« fortæller Dylan Massey-Ryan.

Gourmet og streetfood

I en alder af 20 flyttede han til London, og siden har han prøvet det meste inden for kokkefaget: fine dining, streetfood, store produktionskøkkener, kantiner og private klubber.

»Nu har jeg taget lidt af det hele og puttet det ind i min egen mad og køkkenstil,« siger Dylan Massey-Ryan.

Han har også prøvet at arbejde på en Michelinrestaurant. Det var restauranten på det femstjernede London-hotel The Berkeley, Marcus Wareing at The Berkeley, opkaldt efter chefkokken Marcus Wareing.

Naturen der er tæt på tallerknen i det danske restaurationskøkken har gjort indtryk på Dylan Massey-Ryan. Foto: Brian Karmark

»Det var øjenåbnende at arbejde på Michelin-niveau. Kokkene var vildt dygtige. Jeg kom direkte fra kokkeuddannelsen og ind i en af de bedste restauranter i verden – med nogle af de mest krævende kokke i verden. Jeg var totalt uforberedt som kok – og også som menneske, hvis jeg skal være ærlig. Mange af de ansatte havde arbejdet i årevis for at komme op på det niveau,« fortæller Dylan Massey-Ryan.

Han er glad for at have prøvet at arbejde på Michelin-niveau. Derefter vidste han nemlig, at det ikke var det, han ville bruge sit liv og sin uddannelse på.

»Michelin-restauranten var meget klassisk. Mit køkken skal være lidt sjovere, mere afslappet og en smule punket,« siger Dylan Massey-Ryan.

Han opdagede også det nordiske køkken i sin tid som kok i London.

Nordisk inspiration i London

»Flere og flere elementer fra det nordiske køkken fandt vej ind på restaurantscenen i London. Fermenterede og syltede ting blev mere almindelige, stærkt inspireret af Noma og Alchemist, som mange kokke naturligt nok hentede inspiration hos,« fortæller Dylan Massey-Ryan.

Nu bor han så i Danmark og har derfor stiftet bekendtskab med de danske restauranter. En ting adskiller dem fra restauranterne i London.

»Mange danske restauranter er glade for at bruge urter, blomster og andre ingredienser, som de selv har hentet i naturen. Det er virkelig cool. Som bosiddende i London har jeg været afskåret fra selv at høste. Jeg greb jo bare telefonen og fik råvarerne leveret. Danskernes samhørighed med naturen omkring dem virker til at betyde meget,« siger Dylan Massey-Ryan.

På spørgsmålet om, hvilken dansk ret han bedst kan lide, lyder svaret: sol over Gudhjem!

»Jeg elsker sild, og kombinationen af æggeblomme, urter og løg er ret enkel, men virkelig god,« siger Dylan Massey-Ryan.

Til gengæld er han ikke så glad for varm leverpostej.

»Når jeg ser en leverpostej, der har stået og svedt ude på bordet i lang tid, får jeg det dårligt. Jeg kan dog godt lide smagen, når leverpostejen serveres kold,« siger Dylan Massey-Ryan.

Hygge i Aarhus

Aarhus-restauranterne er gode til at skabe en uformel og hyggelig vibe.

»Det er nemt at falde i snak med personalet, alle virker afslappede, og de vil meget gerne fortælle om maden, de serverer,« siger Dylan Massey-Ryan.

Han mangler ikke noget på den aarhusianske restaurantscene, dog savner han de indiske og nepalesiske restauranter fra sin hjemby. Autentiske køkkener mangler lidt i Aarhus.

»Jeg har talt med et par restauratører og kokke, der siger, at det er svært at lave autentiske køkkener her, fordi mange gæster i virkeligheden ikke ønsker den autentiske smag. Restauranterne må ofre noget af smagen for at imødekomme de danske smagsløg.«

Hans favoritsted i Aarhus – ud over Book1 – rammer dog en autentisk smag, Gaijin Ramen i Nørregade.

»De serverer en af de mest smagfulde ramen, som jeg nogensinde har smagt. Nogle af deres serveringer har endda været bedre, end hvad jeg fik i Japan,« siger Dylan Massey-Ryan.

Streetfood hos Book1

Book1 har netop relanceret sit udbud af streetfood.

»Vi tager smage fra hele verden og serverer dem her i Aarhus. Mit mål er at lave comfort food, men også at udfordre folk med ingredienser, som de måske ikke har smagt før. Jeg vil skabe en menu, der er inspireret af min franske oprindelse og mine mange rejser i Østasien,« fortæller Dylan Massey-Ryan, der har en fransk mor.

Book1 er også for de lokale. Alle kan komme forbi, få sig et slag minigolf og en portion mad til overkommelige priser. Retterne koster mellem 29 og 89 kr. Dylan Massey-Ryan har tænkt sig at blive boende i Aarhus.

»Jeg elsker Aarhus. Det er en storby, men har stadig landsbyens hygge. Her er masser af gode mennesker fra hele verden og en strålende musik- og restaurantscene.«