Byens mest populære hænge-ud-sted får café, butik og værksteder
Parkeringspladsen rundt om Hipsterhøjen skal omdannes til et grønt område, der spiller ind i Latinerkvarteret.
Parkeringspladsen rundt om Hipsterhøjen skal omdannes, så det bliver en grøn og aktiv del af Graven i Latinerkvarteret.
Den gamle tandlægeklinik, der er nabo, er netop blevet solgt. Selve klinikken skal bevares og omdannes, så der bliver plads til cafe, butik og værksteder for kunstnere, musikere og iværksætteri.
»Lad det endelig forblive et sted, hvor man kan hænge ud,« svarede aarhusianernen, da stadsarkitekten efterlyste ideer til området. Borgerne ønsker sig mere grønt og flere siddepladser. Og de ønsker bliver opfyldt af ejendomsselskabet Graven 21 ApS (en del af Tækker Group), der har købt den gamle tandlægeklinik i Graven ved Hipsterhøjen.
Det skriver Teknik og Miljø i en pressemeddelelse.
Bygningen, der husede tandlægeklinikken, bliver bevaret. På første sal bliver der etableret værksteder til kunstnere, designere, musikere mv., mens stueetagen åbnes op med café, udstilling og butik, så den bliver en aktiv del af byrummet og den stemning, der er i Latinerkvarteret.
»Projektet er lykkedes med at sætte den smukke, bevaringsværdige bygning i spil på en ny måde, så den bliver en aktiv del af det helt særlige miljø, der er ved Hipsterhøjen. Jeg er sikker på, det kommer til at bidrage positivt til det byliv, der er i dag,« siger rådmanden for Teknik og Miljø, Nicolaj Bang (K).
Hipsterhøjen er en oase
I dag er Hipsterhøjen omringet af parkering og vej, men i fremtiden vil terrænet blive hævet, så hele pladsen foran klinikken bliver en del af højen. Det vil give bedre sammenhæng mellem byrummet og bygningen, så kulturen bliver en del af det.
»Jeg er glad for, at projektet giver byens kunstnere og andre kreative en helt naturlig plads i Latinerkvarteret. Hipsterhøjen forbliver et sted aarhusianerne kan hænge ud i Latinerkvarteret, hvor der i fremtiden vil være mere kunst og kultur til glæde for hele Aarhus,« siger Anne Mette Boye, stadsarkitekt i Aarhus.
Tækker Group ønsker at forvandle tandlægeklinikken til et levende kulturpunkt - et kulturelt åndehul for byens borgere.
»Det er fantastisk at kunne være med til at etablere noget af det, som Aarhus mangler allermest – et hus hvor kunst, kultur, musik og iværksætteri kan udvikles, praktiseres og fremvises. Et frirum midt i byen til vores fælles gavn,« siger Jørn Tækker, ejer af Tækker Group.
Projektet understøtter visionerne for midtbyen, hvor byrådet lægger op til at bygge videre på de kvaliteter, Latinerkvarteret rummer i forvejen og gør byrummet til et hyggeligt sted at slå sig ned.