Lokalformand for Dansk Folkeparti stopper efter betinget fængselsstraf
Knud N. Mathiesen sad i Aarhus Byråd i perioden 2014-2021. Nu er han blevet dømt i en sag om snyd med partistøtte.
I en opsigtsvækkende dom er Dansk Folkepartis formand i Aarhus, Knud N. Mathiesen, blevet idømt 60 dages betinget fængsel i en sag om snyd med partistøtte. En tidligere kaserer for partiet har fået samme dom i Retten i Aarhus.
Byrettens kendelse får Knud N. Mathiesen til at gå af.
»Jeg stopper. Det er mit eget valg. Jeg har ikke talt med baglandet endnu. Men jeg kommer til at meddele det. Jeg gør det, fordi min person skal ikke skygge for Dansk Folkeparti,« siger han.
Ud over de betingede fængselsstraffe er partiets lokalforening blevet idømt en bøde på 50.000 kr.
Sagen handler om, at Dansk Folkepartis lokalforening fik cirka 59.000 kroner for meget udbetalt i partistøtte for 2018. Dengang sad Knud N. Mathiesen i Aarhus Byråd for partiet.
Knud N. Mathiesen har hele tiden nægtet sig skyldig:
»Jeg forstår slet ikke dommen. Vi har lavet fejl, men har aldrig bevidst forsøgt at snyde. Vi har også betalt den for meget udbetalte partistøtte tilbage.«
De omtalte partistøttemidler til partiet er fra 2018.
Det er støtte, som partier kan søge om støtte til partipolitisk arbejde. Støtten beregnes på baggrund af partiets stemmeantal ved det seneste kommunalvalg. Støttebeløbet bliver udregnet per stemme og bliver reguleret hvert år.
En tidligere kasserer gik til kommunen med regnskaber, som viste, at DF’s partiforening havde fået udbetalt 59.000 kr. for meget i støtte. Knud N. Mathiesen fik siden sat beløbet ned med 41.000 kr. ved bl.a. at påstå, at en reklamekampagne havde været forsinket.
Men det var ifølge fredagens dom i strid med sandheden.
Knud N. Mathiesen ved endnu ikke, om han anker dommen.