Fortsæt til indhold
Aarhus

Aarhus på den anden ende: »Det bliver en kolossal folkefest«

Kong Frederik X og dronning Mary besøger Aarhus på søndag og kører sammen med dronning Margrethe og den øvrige kongelige familie gennem Strøget før og efter en festgudstjeneste i domkirken. Her er ruten.

Det bliver en fest, og det bliver med deltagelse af mange tusinde mennesker, når kong Frederik, dronning Mary, dronning Margrethe og den øvrige kongelige familie søndag kommer til Aarhus og tager turen gennem Strøget for at komme til festgudstjeneste i Aarhus Domkirke kl. 14.

Det siger Claus Bech, direktør for Aarhus City Forening.

»På vegne af handleslivet i Aarhus vil jeg sige, at det er en kæmpe cadeau til byen som helhed, at kongeparret kommer hertil. Det fortæller, at kongeparret har et hjerte for Aarhus på samme måde, som mange aarhusianere har et stort hjerte for kongeparret. Det bliver en kolossal folkefest i Aarhus, og der vil komme i tusindvis af mennesker - vi vil sikkert komme til at opleve noget, der læner sig op ad det i København i søndags,« siger han og opfordrer på forhånd folk til at komme i god tid.

»Der er jo mange fra Aarhus og Jylland i det hele taget, der ikke kunne være med til fejringen i København, og de kan så komme her i stedet.«

Lukkede veje, men flere busser

Flere veje i det centrale Aarhus vil i anledning af besøget være lukket for biltrafik, ligesom en række busruter vil være lagt om. Til gengæld vil der være flere busser og letbanetog end på en almindelig søndag, oplyser Aarhus Kommune.

Den kongelige kortege kører fra Marselisborg Slot kl. 13.30 via Kongevejen og Dalgas Avenue til Hans Broges Gade og videre ad M.P Bruuns Gade. Sidste del af køreturen fra Banegårdspladsen sker via gågaderne Ryesgade og Søndergade til Bispetorvet.

»Det er fantastisk, at vores nye konge og dronning har valgt at afslutte fejringen i Aarhus, da Aarhus har en særlig forbindelse til kongehuset. På søndag får aarhusianerne og folk fra nær og fjern en unik mulighed for at svinge med Dannebrog og ønske kong Frederik og kongefamilien tillykke med tronskiftet. Langs ruten og på de store pladser i Aarhus bliver der mange muligheder, hvor byens borgere og gæster kan tage opstilling, og jeg kan kun opfordre alle til at tage børnene eller naboen under armen og være med,« udtalte borgmester Jacob Bundsgaard (S) tidligere på ugen i en pressemeddelelse.

Politiet: »Rigtig mange mennesker«

I en pressemeddelelse udtaler Anders Uhrskov, fg. politiinspektør hos Østjyllands Politi, at man »har en klar forventning om, at der vil komme rigtigt mange mennesker til Aarhus for at få et glimt af kongefamilien – herunder særligt den nye konge«.

»Derfor vil politiet naturligvis også være talstærkt til stede, så alle andre kan koncentrere sig om at nyde begivenheden, som vi glæder os til at være en del af i det østjyske,« siger han.

Rigtig mange mennesker forventes ifølge politiet at tage opstilling på Store Torv/Bispetorvet for at overvære, når gæsterne ankommer til Aarhus Domkirke. Men også på den øvrige rute vil der være muligheder, lyder det.

»Vi opfordrer til, at man eventuelt stiller sig langs ruten for at hilse på den nye konge og byde ham og den øvrige kongefamilie velkommen til det østjyske. Særligt på Strøget bliver der god mulighed for at deltage i festen, men her forventer vi også rigtig mange mennesker,« siger Anders Uhrskov.

Væk med skilte og inventar

Aarhus City Forening har på opfordring fra Aarhus Kommune sendt en intern skrivelse til sine 300 medlemmer om begivenheden og opfordrer alle strøgbutikker til dels at holde åbent, dels at festliggøre dagen – ikke bare på Strøget, men også gerne alle andre steder i byen.

»Uanset hvor man har forretning i Aarhus City, vil søndag være en alletiders lejlighed til at invitere både kunder og byens mange øvrige gæster indenfor til en festlig og enestående oplevelse langt ud over det sædvanlige i Smilets By,« skriver foreningen til sine medlemmer.

Den videregiver desuden en besked fra kommunen om at fjerne skilte, vareudstilling og møbler til udeservering fra Ryesgade og Søndergade – strækningen fra banegården til domkirken – hele dagen frem til kl. 16.30.

Efter festgudstjenesten, der varer omkring en time, vil kongefamilien køre retur ad samme rute.