Hun var førstedame i Aarhus i næsten 16 år og stod i næsten 70 år sin mand bi
Edny Simonsen var den, der passede hjem og familie, mens fhv. borgmester i Aarhus og indenrigsminister Thorkild Simonsen (S) gjorde politisk karriere.
Den tidligere førstedame i Aarhus, Edny Simonsen er død, 94 år gammel.
Hun døde den 3. januar og bliver torsdag begravet fra Risskov Kirke med efterfølgende jordfæstelse på Vestre Kirkegård.
I næsten 70 år stod hun sin mand, Thorkild Simonsen, bi, da han i den grad gik ind i politik for Socialdemokratiet og blev først byrådsmedlem, så rådmand og derefter borgmester i Aarhus, det sidste gennem næsten 16 år. I 1997 hentede daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) ham til Christiansborg, hvor han var var indenrigsminister til januar 2000.
Han døde den 4. september 2022. Parret fejrede krondiamantbryllup – 65 års ægteskab – i 2018, og nåede at være gift i 68 år. De fik tre børn: Jens Mikael, der i 1955 døde halvandet år gammel af meningitis, samt Hanne i 1956 og Helle i 1961. Familien boede i Risskov i mange år.
Stærk og rolig
Edny Simonsen var den, der passede hjemmet og familien og udlevede dermed det, som ellers kunne lyde som lidt af en floskel: At der står en stærk kvinde bag enhver succesfuld mand. Hun blev omtalt som fru Edny, og når man ser på fotos gennem årene, kan man se hende ved sin mands side ved utallige begivenheder og arrangementer, f.eks. når dronning Margrethe ankom til Aarhus på kongeskibet ”Dannebrog”, og når der var teaterpremiere eller en god koncert i byen, ligesom de var trofaste gæster til det daværende Vilhelmsborg Festspil i Mårslet.
Altid fulgtes de ad, side om side, mens hun dog gladelig overlod rampelyset til sin mand og selv nøjedes med at se smilende til. Hun gjorde det med stolthed, men var mere optaget af familien, og som det fremgik af dødsannoncen, blev hun både mor, mormor og oldemor. Sideløbende var hun engageret i menighedsrådsarbejde.
»Hun er stærk og rolig, lidt stædig, men det er jeg også. Det er svært at blive uenig med hende. Vi har aldrig haft de store opgør om noget som helst. Gudskelov,« sagde Thorkild Simonsen i et interview med Jyllands-Posten om hustru, som kom fra Læsø, hed Jensen til efternavn, var ”Frøken Læsø” i 1951 og arbejdede ved Post- og Telegrafvæsenet på øen.
Beskedenheden kom også til udtryk, da Edny Simonsen skulle fejre sin 90-års fødselsdag i 2019. Hun indskrænkede selskabet til den nærmeste familie og rykkede festlighederne til sin hjemstavn, Læsø.
De mødte hinanden, fordi en af Thorkild Simonsens søstre blev forlovet med Ednys bror.
»Hun var mørkhåret, en fin, ung kvinde, smuk og meget begavet, en skam, at hun ikke fik mere skolegang, men det gjorde pigerne ikke dengang,« tilføjede Thorkild Simonsen sin lille fortælling om sin hustru.