Fortsæt til indhold
Aarhus

Nye 40 km/t.-zoner på vej i Aarhus – med hjælp fra borgerne

De første 15 strækninger blev udpeget tidligere på året. Nu beder Aarhus Kommune aarhusianerne pege på flere steder, hvor hastigheden skal sænkes.

JP Aarhus

Flere steder i Aarhus er hastigheden allerede blevet sænket fra 50 til 40 km/t. Det skete tidligere i år som led i et forsøg, hvor Aarhus Kommune sammen med 15 andre kommuner er del af Vejdirektoratets treårige forsøgsordning med lavere fartgrænser i byerne.

15 bystrækninger i Aarhus er allerede blevet udvalgt, og nu beder Aarhus Kommune aarhusianerne om hjælp til at udvælge de næste.

Det skriver Teknik og Miljø i en pressemeddelelse. I den næste fase af forsøget kan aarhusianerne nemlig selv komme med forslag til, hvor det vil give »mere tryghed og mindre støj«, hvis hastigheden sænkes, som kommunen skriver.

»Vi vil gerne bruge forsøget til at give aarhusianerne flere trygge lokalområder. Det kan være, at lavere hastighed kan give en tryggere vej til skole, gøre det mere oplagt at tage cyklen til indkøb eller bare mindske støjen og forbedre det lokale bymiljø. Jeg håber, at mange vil byde ind og pege på, hvor vi kan gøre en forskel, så byerne bliver bedre for dem, der bor der,« udtaler teknikrådmand Nicolaj Bang (K).

Vejdirektoratets forsøg skal give flere erfaringer med værktøjer, der kan forbedre den generelle trafiksikkerhed og vise, hvad det betyder for bymiljøer at sænke hastigheden.

Her kom der nye færdselstavler tidligere i år. Illustration: Aarhus Kommune.

Som noget nyt vil Teknik og Miljø supplere de færdelstavler med 40 km/t., som indtil videre har udgjort indsatsen, med hastighedsmålere, der fortæller bilisterne, hvor hurtigt de kører. De oplysninger bliver derudover sendt videre til Teknik og Miljø, som på den baggrund kan analysere resultaterne og hvad indsatserne betyder for adfærden i trafikken.

»Vi ved, at der skal mere til at få bilister til at ændre deres vaner bag rattet, og tavlerne gør det ikke alene. Vores før- og eftermålinger viser, at færdselstavlerne i første fase af forsøget alene har skruet hastigheden ned med én til tre kilometer i timen, så vi kommer også til at tage andre værktøjer i brug,« udtaler Lars Clausen, projektleder i Teknik og Miljø i pressemeddelelsen.

Teknik og Miljø vil også gøre brug af afmærkning af kørebanen. Den slags bliver i pressemeddelelsen betegnet som såkaldt »blide virkemidler, der ligesom bump og chikaner har en god effekt på hastigheden«.

Foruden at invitere aarhusianerne til at komme med input til nye forsøgszoner og -strækninger har Teknik og Miljø sendt breve ud til byens fællesråd med tilbud om at komme med forslag.

De nye zoner og strækninger forventes udpeget i 2024, og antallet afhænger af den endelige økonomi i tiltaget. I slutningen af 2025 skal projektet evalueres.