Jødisk studerende på fakultet under Aarhus Universitet føler sig »fremmedgjort«
Et arrangement på Aarhus Universitet med reference til krigen mellem Israel og Hamas har affødt reaktioner fra flere sider. En jødisk studerende beskriver i en mail til ledelsen, at fakultetet ikke er et trygt sted for jøder i øjeblikket.
»Siden krigen mellem Israel og Hamas begyndte, har jeg følt mig mere fremmedgjort på ARTS og går hver dag i skole med en lille knude i maven.«
Sådan lyder indledningen på en mail, som Jyllands-Posten har fået aktindsigt i. Den blev sendt til ledelsen på fakultetet for humaniora, teologi og pædagogik på Aarhus Universitet den 8. november.