Fortsæt til indhold
Aarhus

Flere ulovlige fabrikker med produktion af amfetamin eller kopicigaretter dukker op

De seneste to år har der været flere sager om fabrikker med adresser i Østjylland, hvor kopicigaretter og amfetamin er blevet produceret. Er der tale om en ny karrierevej for de kriminelle?

I et værksted på en landejendom i Odder er to mænd dømt for at producere store mængder amfetamin. Illustration: Lotte Overgaard.

Blandt blå tønder og hvide dunke, i et værksted på en landejendom i Odder var to 52-årige mænd i færd med at producere amfetamin. Værkstedet lugtede så kraftigt af amfetamin, at politiet kunne lugte det på gårdspladsen, da betjente meldte deres ankomst på adressen og afbrød den storstilede produktion.