Letbanen kører normalt fra den 8. december
Efter fire uger med stærkt nedsat drift på især Grenaabanen, kører Letbanen igen normalt fra og med den 8. december.
Efter flere uger med aflysninger og nedsat drift på letbanens ruter, som følge af et sikkerhedseftersyn på flere letbanetog, kan passagerer med letbanen se frem til mere normale tilstande.
Fra torsdag den 8. december vil letbanen igen køre med en normal køreplan, hvilket betyder, at der køres halvtimesdrift på linjen L1 mellem Grenaa og Aarhus H, og almindelig køreplan på L2 mellem Odder/Aarhus H og Lisbjergskolen/Lystrup.
Det oplyser Aarhus Letbane i en pressemeddelelse.
»Det er ikke godt, at vi har haft en stærkt nedsat drift i så lang tid. Og hele sagen er ulykkelig for alle parter, især for de berørte passagerer. Jeg glæder mig på trods over, at det nu er lykkedes at få togene ud at køre igen, så vi kan levere den service, passagererne fortjener«, siger direktør ved Aarhus Letbane, Michael Borre.
Kender fortsat ikke årsag
De ekstra afgange, som tidligere har kørt fra Hornslet, vil dog ikke blive kørt i første omgang, men er tilbage fra den 2. januar 2023, oplyser selskabet. Det skyldes, at man vil sikre, at værkstedet kan følge med i de kommende togeftersyn, uden at det går ud over togdriften, lyder det.
Stadler Rail Service, der har produceret letbanetogene, og som står for vedligeholdelsen, fortæller, at de har foretaget eftersyn af alle hjul og aksler på de syv Tango-tog, der blev taget ud af driften den 10. og 11. november 2022. Der er i den forbindelse ikke fundet hverken skader eller defekter, hvorfor alle de syv Tango-tog er tilbage i driften.
»Årsagerne bag de manglende eftersyn kender vi fortsat ikke, før årsagsanalysen er færdiggjort, men det har været en vigtig indsats at få togene ud at køre,« lyder det fra letbanedirektøren i pressemeddelelsen.
Aarhus Letbane forventer, at årsagsanalysen er færdig inden årets udgang, hvorefter der skal findes og aftales evt. korrigerende handlinger.
JP Aarhus