Fortsæt til indhold
Aarhus

Djurs Sommerland styrer mod besøgsrekord

Rekordmange gæster er gået igennem tælleapparaterne i Djurs Sommerland i år, og indtil nu har 770.000 gæster lagt vejen forbi den østjyske forlystelsespark.

JP Aarhus

Sæsonen er god, og smilene er store i Djurs Sommerland. Forlystelsesparken har netop rundet sommersæsonen af med en velbesøgt weekend, hvor Grundfos og Sparekassen Kronjylland havde lejet sig ind til lukkede medarbejder- og kundearrangementer.

Nu går slutspurten ind, og kursen er sat mod at slå sidste års besøgsrekord på 820.000 gæster, når besøgstallet for sæson 2022 gøres op efter de sidste 9 åbningsdage i efterårsferien. På blot 15 dage skal parken forvandles til en af Danmarks største halloweenoplevelser, og der gøres klar til et rykind på 100.000 gæster til Magisk Halloween.

»Der er ingen tvivl om, at dinosaurer er populære. Derfor havde vi også en tro på, at det nye Dinosaurland med 25 dinosaurer og 3 nye forlystelser ville blive populært, men det nye temaland til 100 millioner kroner har overgået alle forventninger og har trukket mange både nye og tidligere gæster til Djurs Sommerland. Samtidig har vi 9 magiske åbningsdage tilbage. Over årene har Magisk Halloween udviklet sig til en besøgsmagnet, og baseret på besøgstallet i efterårsferien tidligere år ser det ud til, at vi slutter sæsonen af med et samlet besøgstal på omkring 870.000 gæster,« fortæller administrerende direktør Henrik B. Nielsen i en pressemeddelelse.