Fortsæt til indhold
Aarhus

Sammenhængende stisystemer skaber sikkerhed, tryghed og sammenhængskraft

Tryghed og sikkerhed er alfa og omega, når vi taler skolevej. Tryg og sikker adgang til naturen er også noget af det, vi ved øger danskernes anvendelse af naturen. Derfor er arbejdet med sammenhængende stisystemer i vores område meget vigtigt for Harlev Fællesråd.

Af Merethe Jelsbak Raundahl og Marie Hastrup Sørensen,Harlev Fællesråd

Harlev Fællesråd arbejder helt overordnet for at støtte en bæredygtig og helhedsorienteret udvikling af Harlev og omegn, så området fortsat er et attraktivt sted at leve og bosætte sig for medborgere i alle generationer.

En vigtig del af dette arbejde handler om at gøre opmærksom på eksisterende stisystemer, at komme med forslag til nye mulige stisystemer i allerede kendte områder samt at være visionære i forhold til både grønne og asfalterede stisystemer, når der inddrages arealer til nye boligområder i og omkring Harlev.

Foruden trygheds- og sikkerhedsspørgsmålet ved vi, at aktiv transport øger koncentrationsevnen og tilmed er stort set CO2-neutral. Harlev og omegn ligger ydermere i et naturskønt område, som med fordel kan bruges til leg og rekreative formål. Der er altså mange grunde på tværs af sikkerhed, sundhed og klima til, at Harlev Fællesråd aktivt arbejder for at øge bevægeligheden for bløde trafikanter i området.

Indtænke nye stier. Helt konkret er der i skrivende stund ved at blive anlagt en tryg og sikker forbindelse under den meget trafikerede Stillingvej, med tunnel og dobbeltrettet cykelsti til Gl. Harlev.

Et tiltag, vi sætter utrolig stor pris på, er blevet en realitet efter manges års indsats og koordineret samarbejde mellem fællesrådet, lokale aktører og Aarhus Kommune.

Harlev Fællesråd har også udarbejdet planer for sammenhængende stisystemer i den sydlige og nordlige del af vores område. Planer, som vi i sommeren 2021 indsendte til byrådet, og som vi siden har arbejdet for skal blive realiseret. Senest har vi koordineret stiplaner med Borup Fællesråd. Ambitionen er, at vi på tværs af områderne skaber størst mulig sammenhængskraft.

I vores område er der også et stort perspektivareal, der er omfattet af temaplanen ”Arealer til alle boligtyper”, som blev vedtaget af byrådet i marts 2022. I forbindelse med det kommende boligbyggeri i dette område arbejder fællesrådet for, at vores ønsker om sammenhængende stisystemer mellem landsbyerne i området omkring Harlev fra starten indtænkes som nye stisystemer, der kobles på i de allerede udarbejdede forslag til sammenhængende stisystemer. Så kan der etableres gode cykelforbindelser landsbyerne imellem og ud af vores område, f.eks. via den grønne og blå forbindelse igennem Aarhus Ådal ind til Aarhus.

Aktivering af stisystemerne. Det er ikke blot vigtigt for os at have fokus på at få anlagt og sammenkoblet stisystemerne i området, men også at stierne bliver brugt. Derfor arbejder vi med at sprede kendskabet til de forskellige stier og grønne områder, så borgerne i vores område har mulighed for at få det fulde udbytte af at bo tæt på naturen. Det gør vi bl.a. ved at formidle turforslag i vores lokale kvartalsblad. Vores håb er, at flere vil få lyst til at bruge stierne og gå på opdagelse efter naturlige opholdssteder rundt omkring i landskabet.

Det er vores ønske, at vi fortsat og endnu mere kan inddrage borgerne og kommunen i forhold til, hvordan vi bedst bruger de eksisterende stier og anlægger nye, så vi i fællesskab kan få så mange som muligt til at benytte sig af den aktive transport og naturens rekreative muligheder.