Malik tog Aarhus med storm
Stormen Malik har raseret natten over i Aarhus, hvor en ikonisk bygning nu står helt nøgen tilbage uden sine velkendte efeu.
Både politi og brandvæsen har haft travlt i nat.
150 gange har Østjyllands Politi måtte rykke ud i nat, mens Østjyllands Brandvæsen har i har været på 25-30 ture. Det er stormen Malik, der har huseret i Aarhus’ gader.
»Vi har haft usædvanligt mange ture i nat. Særligt tidligt på natten har vi haft travlt, men op ad morgenen har stormen lagt sig lidt,« oplyser vagthavende hos Østjyllands Brandvæsen.
Vagthavende fortæller, at beredskabet ikke endnu har det fulde overblik over nattens skader, men Malik har væltet en del træer og stilladser, særligt ved slugten langs banelegemet og i området omkring godsbanen.
Der har Østjyllands Brandvæsen haft travlt med både træer og stilladser, som Malik havde sendt på afveje.
Men Malik har også været på spil i den nordlige del af byen. Efeu-planter blæste tidligt på natten af det ikoniske og 45 meter høje Bogtårn på Aarhus Universitet. Slyngplanterne lagde sig ned på vejen og trak ledninger med sig, hvilket bevirkede, at strømme gik og området måtte afspærres.
Derudover er der væltet et stort træ på Mønsgade i det centrale Aarhus. Træet væltede ned over nogle luftledninger og ned over bygningen, hvor flere ruder blev knust. Det fremgår det af politiets døgnrapport.
Der er ikke kommet nogen til skade som følge af stormen, skriver politiet yderligere.
Både politi og brandvæsen forventer en hel del oprydningsarbejde efter stormen. Flere områder i byen er afspærret og nogle steder er væltede træer markeret med en afspærringsbånd, oplyser politiet.