Fortsæt til indhold
Aarhus

Brugerne af Ceres Park beder Aarhus Kommune overtage driften

En gordisk knude, kalder formanden for Aarhus Kommunes Kulturudvalg driften af Atletion.

Kommunen bør overtage driften af Ceres Park & Arena, lyder et klart ønske blandt brugerne. I hvert fald frem til visionen for Kongelunden er afklaret og konkretiseret.

Det fremgår af en rundspørge lavet af Aarhus Kommune, som JP Aarhus har fået aktindsigt i, og hvor fokus har været på forpagtningen af stedet.

Der foretages en analyse af forpagtningen af stedet hvert andet år, og der er ikke ret meget nyt under solen iht. en analyse lavet af konsulentfirmaet PWC i 2019. Brugerne kritiserer igen både forpagteren og den nuværende forpagtningsmodel, som Århus Stiftstidende også beskrev tirsdag.

Vi skylder faktisk som politikere både dem, der bruger og forpagter Atletion, at være skarpere.
Steen Bording Andersen (S), formand, Kulturudvalget i Aarhus

Aarhus 1900, Aarhus Events, Aarhus United, Bakken Bears og Team Danmark er blandt de brugere, som f.eks. oplever, at den nuværende forpagtningsmodel resulterer i mangelfuld vedligeholdelse af faciliteter, for mange aflysninger af planlagte aktiviteter, økonomisk skævvridning omkring f.eks. halleje og sponsormuligheder, et ensidigt fokus på fodboldsporten og en prioritering af AGF’s egne økonomiske interesser til fordel for udviklingen af idrætten og faciliteterne i området.

Den nuværende forpagtningsaftale ophører ultimo 2022, og inden da skal der ske et reelt udbud af forpagtningen af Atletion.

Noget skal ske

Og noget skal der ske, fastslår Steen Bording Andersen (S), formand for kommunens Kulturudvalg og næstformand i Teknisk Udvalg. Han forklarer, at der altid har været problemer med driften, fordi der både er et ønske om at kunne afholde events og bruge Atletion som en almindelig idrætshal.

»Det er en svær balance, og det er det, uanset om det er kommunen, AGF eller en helt tredje, der forpagter. Det er en gordisk knude,« konkluderer han over for JP Aarhus og lægger op til, at der ved forhandlinger om forpagtningen i 2022 skal arbejdes med forudsætningerne for forpagtningen af Atletion.

»Enten skal vi sige, at man ikke kan regne med at bruge det som en almindelig idrætshal, eller at man ikke kan regne med indtægter fra events. Det har været en debat igennem lang tid, og vi skylder faktisk som politikere både dem, der bruger og forpagter Atletion, at være skarpere og definere klart, om vi er mere ovre i den ene eller anden ende.«

Flere af brugerorganisationerne nævner en opsplittet model med én driftsherre for fodboldstadion og en anden for de resterende faciliteter. Sidstnævnte kunne være Aarhus Kommune, en selvejende fond, nogle af brugerne eller en kombination af disse, foreslås det.

»Vi vil holde alle muligheder åbne i den svære overgangsperiode, hvor man skal til at bygge eller er i gang med byggeriet af et nyt stadion,« fastslår Steen Bording Andersen, der vurderer, at der i første omgang, inden hele projekt Kongelunden er gennemført, meget vel kan blive tale om en mere todelt aftale, hvor forpagtningen af stadion og Atletion opdeles. Stadion bliver i en lang periode nok en byggeplads, mens Atletion ikke nødvendigvis bliver berørt.

»Der er ingen tvivl om, at brugerne gerne vil, at kommunen overtager, og det skal vi overveje. Men det er ikke noget, jeg vil lægge mig fast på.«

Over for Århus Stiftstidende har AGF forholdt sig til kritikken, og adm. direktør Jacob Nielsen siger, han har svært ved at genkende den, og forklarer, at AGF bl.a. har investeret et større millionbeløb i forbedring af rammerne i Ceres Park & Arena. AGF anerkender dog de udfordringer, der kan være med at tilgodese de mange forskellige interessenters behov, fastslår han over for avisen.