Fortsæt til indhold
Aarhus
Artiklen opdateres

Privat hjemmepleje skal indstille al aktivitet i Aarhus

Berits Hjemmepleje A/S har kritiske problemer af væsentlig betydning, skriver Styrelsen for Patientsikkerhed.

Ca. 1.381 ældre borgere i Aarhus må på ubestemt tid vinke farvel til deres sædvanlige hjemmepleje.

Torsdag eftermiddag fik Berits Hjemmepleje A/S et midlertidig forbud mod at drive »personlig og praksis hjælp, omsorg og pleje« af Styrelsen for Patientsikkerhed.

»Styrelsen vurderer, at der er kritiske problemer af væsentlig betydning for den fornødne kvalitet i den personlige og praktiske hjælp, pleje og omsorg, som Berits Hjemmepleje A/S tilbyder borgerne i Aarhus Kommune,« skriver styrelsen på sin hjemmeside.

Tilsyn hos meget få tilfældigt udvalgte borgere ud af godt 1.000 glade borgere, vi servicerer.
Fra en meddelelse på Berits Hjemmeplejes hjemmeside

Forbuddet er blevet givet på baggrund af et tilsynsbesøg den 6. september og et møde den 1. oktober. Det træder i kraft fredag den 8. oktober klokken 12.00.

Baggrunden for tilsynet var, at en pårørende og en fra akutmodtagelsen på Aarhus Universitetshospital havde henvendt sig til styrelsen med bekymring for, at der manglede den nødvendige kvalitet i den social- og plejefaglige indsats af Berits Hjemmepleje.

Livets afslutning

Af tilsynsrapporten fremgår det bl.a., at plejefirmaet ikke sikrede de ældres mulighed for at »tilkendegive deres ønsker og vaner, herunder eventuelle ønsker til livet afslutning«.

Under tilsynsbesøget var der en borger med traumesår og problemer med sin nyre. Ifølge den tilsynsførende kunne borgerens forbinding ikke suge mere sårvæske, og der var sårskorper og løbende sårvæske ned i panden. Borgeren ønskede at få forbindingen skiftet, men en medarbejder oplyste, at forbindingen først skulle skiftes dagen efter.

En anden borger oplyste til tilsynet, at vedkommende ventede på hjælp til at få kontakt med lægen, da borgeren havde fået det dårligt efter en nylig indlæggelse med lungebetændelse og nu havde taledyspnøe. Tilsynet konstaterede, at der var oprettet et notat på borgerens tilstand, men der var ikke sket nogen opfølgning eller taget initiativ til at tage kontakt til en læge.

I en stikprøvekontrol af døgnrytmeplaner var det ikke beskrevet, hvordan man skulle forebygge yderligere fald hos en borger med tendens til at falde.

Desuden var der spredte mangler i medicinhåndteringen, som bl.a. omfattende »manglende registrering af, hvilken medicin en patient selv administrerede, fund af medicin, der ikke var indtaget af patienten, og medicin der ikke blev opbevaret forsvarligt«.

»Det er vores vurdering, at den manglende implementering af medicininstruksen indebærer en større risiko for patientsikkerheden. Der er yderligere risiko for, at patienter ikke får den rette medicin til rette tid (eller fejlmedicineres),« skriver Styrelsen for Patientsikkerhed i sin tilsynsrapport.

Skudt i sænk

Sundhed og Omsorg har forgæves forsøgt at hjælpe det private hjemmeplejefirma, fremgår det af Styrelsen for Patientsikkerheds påbud.

Heri står, at Aarhus Kommune den 4. oktober sendte en partshøring til styrelsen i form af redegørelser for opstart af initiativer til at rette op på forholdene hos Berits Hjemmepleje A/S. Der var også beskrivelser af, hvordan kommunen ville understøtte firmaet i den efterfølgende proces.

Men den plan bliver skudt i sænk af Styrelsen for Patientsikkerhed. Aarhus Kommune har ellers påtaget sig at undervise social- og sundhedshjælperne i Berits Hjemmepleje. I påbuddet står dog om kommunens plan:

  • »Der mangler fyldestgørende beskrivelse af hvilken metode, der vil blive benyttet.«
  • »Fremdriftsrapporten er utydelig i forhold til, hvem der varetager undervisningen, hvordan metoden er og forventet implementering samt, hvor ansvaret er placeret for at gennemføre den beskrevne plan.«
  • »Det fremstår ikke fyldestgørende, hvordan stikprøverne fremadrettet vil blive anvendt i forbindelse med egen kontrol, hvilket fokus er der, tidsinterval og antal, eller er der en metode for, om det er alle social- og plejefaglige journaler, der skal gennemgås inden for en fast tidsperiode.«

Kommunen overtager

I en pressemeddelelse skriver Sundhed og Omsorg, Aarhus Kommune, at ca. »1.000 borgere, der har valgt Berits Hjemmepleje som leverandør af pleje og/eller praktisk hjælp og rengøring, bliver berørt«.

Et klik ind på Styrelsen for Patientsikkerheds hjemmeside viser dog, at tallet er ca. 1.381 borgere. Aarhus Kommune overtager nu opgaverne.

»Samtlige borgere, der modtager ydelser af Berits Hjemmepleje, vil snarest blive kontaktet af Aarhus Kommune med information om, hvordan påbuddet kommer til at påvirke dem. Aarhus Kommunes hjemmeplejeteams er klar til at overtage opgaverne, og der sørges for en så smidig overgang som muligt,« skriver Sundhed og Omsorg, der oplyser, at Berits Hjemmepleje arbejder på at rette op på de kritiserede forhold, men at det ikke vides, hvornår og hvorvidt påbuddet kan ophæves.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra ældrerådmand i Aarhus Jette Skive (DF).

Berits Hjemmepleje driver hjemmepleje i Aarhus, Horsens og Hedensted. Stifter Berit B. Thomsen har ikke nogen kommentarer til forbuddet. Men på virksomheden hjemmeside står, at den er blevet pålagt at lukke dens »Århusafdeling af Styrelsen for Patientsikkerhed, da de efter tilsyn hos meget få tilfældigt udvalgte borgere ud af godt 1.000 glade borgere, vi servicerer, desværre har fundet fejl.«

»Vi er meget kede af, at Styrelsen for Patientsikkerheds beslutning vil betyde, at vi skal lukke vores ellers velfungerende afdeling i Aarhus Kommune, og meget kede af at alle vore kunder skal overgå til kommunal hjemmepleje uden frit valg.«