Aarhus’ Food Week bringer byen sammen om nye smagsoplevelser i kendte rammer
Anna Lund er kvinden bag Aarhus’ årlige madfestival, som siden 2012 har fejret den danske madscene, samlet østjyderne om nye smagsoplevelser og gjort byen til centrum for kulinarisk nytænkning. Nu er hun nomineret som ildsjæl i Aarhus Hylder.
Der var røde pølser til de nostalgiske i Den Gamle By, ostesafari til de osteglade på mejeriet i Them og surstrømming til de modige på Aarhus Lystbådehavn.
Alt sammen kunne man opleve under den årlige madfestival Food Week, som løb af stablen i starten af august med et væld af traditionelle og nye smagsoplevelser til de mange besøgende.
Siden 2012 har organisationen Food Aarhus udvidet østjydernes kulinariske horisont med en årlig Food Festival i Aarhus, der hylder den danske madscene, og som gennem tiden er blevet lidt af et tilløbsstykke for madglade aarhusianere og gastronomisk interesserede. Anna Lund er kvinden bag konceptet, og som direktør hos Food Aarhus er hun en af festivalens helt store drivkræfter, når hun hvert år sammenstykker et program, der i bogstaveligste forstand har noget til enhver smag.
»Da vi startede Food Festival i sin tid, var madscenen helt anderledes i Aarhus. Der var slet ikke noget, der hed Street Food eller lignende, så vi besluttede, at der skulle skabes en Food Festival, hvor folk mødes om mad. Det er den mest basale og ældste kulturform, og den kan samle alle på tværs af generationer. Der er bare en lethed over det med at mødes omkring god mad, som er ret unik,« siger Anna Lund.
Kulinarisk centrum
Den store madfest foregår sædvanligvis over tre dage på Tangkrogen under navnet Food Festival. I år var begivenhederne dog strakt ud over en hel uge af hensyn til corona, og det betød desuden, at hele byen var taget i brug som spisekammer, hvor de i alt 38.500 sultne gæster kunne prøve sig frem med alverdens smagsprøver og madoplevelser i byens kendte rammer.
Med Anna Lund i spidsen har de årlige festivaler været med til at rykke på den aarhusianske madscene og gøre byen til et centrum for nytænkende spiseoplevelser og kulinarisk udvikling, hvilket har bibragt Anna Lund og Food Week titlen som én ud af fem nominerede, når Aarhus Hylder fejrer byens ildsjæle.
»Det betyder simpelthen så meget, for det er jo en kæmpe anerkendelse af det projekt, som jeg har viet hele mit liv til. Og selv om det lyder søgt, så er ildsjæl kendetegnet ved alle, der er med på holdet, og der var ingen Food Week uden resten af vores team og byens mange aktører og frivillige,« siger hun.
Andre rammer
Efter sidste års coronaaflysning var Anna Lund og teamet fast besluttet på at skabe en Food Festival i nye rammer, som ikke krævede propfyldte telte og lange køer ved små stande på Tangkrogen. Og selv om formatet til dette års Food Week var anderledes, og de hvide telte var skiftet ud med alt fra Den Gamle By til Salling Rooftop, så kunne det ikke mærkes på tilstrømningen af gæster, hvilket glæder Anna Lund.
Food Week blev afviklet i tæt samarbejde med kokke, fødevareproducenter, frivillige og aktører fra hele byen, og i år var også kokkeeleverne på Aarhus Tech trukket i forklæderne for at kreere Sky Dinner på Salling Rooftop.
»Det er en festival, som engagerer alle byens aktører, og som handler om at få byen til at stå sammen – særligt i år, hvor Food Week har været spredt ud over de mange forskellige operatører og kulturinstitutioner. Det havde være tåbeligt ikke at benytte sig af den fantastiske mulighed, det er at involvere dem, da de jo er nogle af de bedste til det, de hver især gør,« siger Anna Lund.