Teknisk chef stopper i AGF efter få måneder
Efter fem år i AGF stopper Fatah Abdirahman i sin stilling som teknisk chef og transitionstræner.
Fatah Abdirahman stopper i sin stilling som teknisk chef med ansvaret for transitionen af spillere fra talentafdelingen til superligaholdet hos AGF.
På klubbens hjemmeside lyder det, at parterne er blevet enige om, at det er tid til at deres veje skilles.
»Efter at have været i jobbet i nogle måneder har jeg kunnet mærke, at jeg savner at være mere på banerne og have en tættere kontakt til spillerne. Det er i øjeblikket ikke muligt, og derfor skilles vi som gode venner,« bliver Fatah Abdirahman på hjemmesiden citeret for at sige.
Den administrerende direktør, Jacob Nielsen, takker Fatah Abdirahman for hans fem år i AGF, hvor han i 2016 startede som U15-træner og bl.a. stod i spidsen for AGF’s U17-ligahold, da det vandt DM-guld i 2018
Jobbet som transitionstræner vil blive overtaget af Morten Karlsen, som vil blive assisteret af Head of Coaching Martin Bloch og U19-cheftræner Dennis Pedersen. Stillingen er en del af AGF’s bestræbelser på at finde aarhusianske spillere til superligaholdet.