Skanderborgs nye søbad skal binde midtbyen og naturen sammen
Skanderborgs nye vandattraktion er klar til brug. Sauna og omklædningsfaciliteter må man dog vente med til efteråret.
Den seksdobbelte verdensmester i stand up paddling Casper Steinfath indviede det nye søbad i Skanderborg med en opvisning i en af de mange vandaktiviteter, der kan udgå fra den nye vandattraktion. Søbadet er en del af Søtorvet, der skal binde natur, bevægelse og byliv sammen
Med et samlet areal på 1.500 m2 bliver der i det nye søbad plads til svømning i bassin, i søen og en variation af vandsport året rundt.
»Efter flere års udviklingsproces kan vi endelig sige, at drømmen om et bynært søbad er blevet til virkelighed. På kommunens vegne er jeg jublende glad over resultatet. Vi får et fantastisk mødested, hvor man kan nyde naturen, hinandens selskab og en bred vifte af aktiviteter,« siger borgmester Frands Fischer i en pressemeddelelse fra Skanderborg Kommune.
Alle faciliteter, der omfatter et bassin i to dybder, udspring i søen og den såkaldte Kulturløberen, kan bruges hele sommeren. Området Kulturløberen er udstyret med en række unikke roterende møbler, der kan bruges til leg, bevægelse og ophold, oplyser Realdania, der er bidragyder til projektet.
Mangler limtræ
»Med det nye Søtorv får alle i Skanderborg en ny og unik ramme for fællesskaber midt i byen. Et sted, der binder midtbyen og naturen sammen med nye fantastiske muligheder for aktivt og udendørs fritidsliv – lige fra scenekunst til kajakroning eller afslapning ved søbredden. Det er et flot resultat – et moderne søbad for alle,« siger projektchef Laura Kristine Bjerre Munch i pressemeddelelsen.
Da der har været udfordringer med at skaffe certificeret limtræ, bliver sauna, omklædningsfaciliteter samt et multirum først færdig til efteråret, oplyser Skanderborg Kommune i pressemeddelelsen.