Kørte betjent ned: Mistænkt flugtbilist blev anholdt i Brabrand
Natten til mandag anholdt politiet bilist fra Aarhus mistænkt for påkørsel af betjent og efterfølgende flugt.
Fredag aften gik det helt galt i krydset Silkeborgvej/Åby Ringvej i Åbyhøj ved Aarhus.
Politiet prøvede at standse en vanvidsbilist, men da en 31-årig betjent var i gang med at udlægge såkaldte stop sticks på vejen, kørte bilisten ham ned i høj fart.
Bilisten flygtede i første omgang fra stedet, men natten til mandag kunne Østjyllands Politi skride til anholdelse af den mistænkte - en 20-årig mand fra Aarhus.
Forud er gået flere dage med intensiv jagt på den mistænkte. Politiet har blandt andet haft en helikopter i brug.
Mandag morgen oplyser politikredsen i en pressemeddelelse, at anholdelsen fandt sted klokken 23.43 på en adresse i Brabrand i det vestlige Aarhus.
Senere mandag skal manden fremstilles i grundlovsforhør. Politiet har ifølge pressemeddelelsen endnu ikke afgjort, hvilke sigtelser der vil blive bragt i spil.
»Vi har henover weekenden efterforsket intensivt, både med henblik på at få afklaret selve hændelsesforløbet og for at finde frem til den formodede flugtbilist. Vi er derfor meget tilfredse med, at der nu er foretaget anholdelse i sagen,« udtaler politidirektør Kirsten Dyrman.
I forbindelse med weekendens intensive eftersøgning af den 20-årige, efterlyste politiet også en 19-årig mand, man antog var passager i bilen, da påkørslen skete.
I mandagens pressemeddelelse fortæller politiet, at den 19-årige meldte sig selv på politigården godt en halv time inden anholdelsen af den 20-årige.
Den 19-årige er »foreløbigt blot afhørt til sagen, men er ikke sigtet,« oplyser politiet.
Politiinspektør Gert Bisgaard fortalte søndag til til eb.dk, at den 31-årige betjent fortsat var i livsfare.
»Han er stabil, men ligger stadigvæk i kunstig koma, så det er svært at sige andet, end at hans situation ikke har ændret sig. Jeg vil ikke foregøgle nogen noget, så vi bruger med vilje ikke vendinger som, at han skulle være ’udenfor livsfare’. Meldingerne skal være ens,« udtalte Gert Bisgaard.