Intensiv jagt på flugtbilist fortsætter i Aarhus: Påkørte politibetjent med høj fart
Politibetjent er i kritisk tilstand efter påkørsel i Aarhus V. Bilist stak af fra stedet og er på fri fod.
Natten til lørdag har Østjyllands Politi søgt intensivt - blandt andet med hjælp fra helikoptere - efter bilisten, som menes at have påkørt en politibetjent fredag aften i det vestlige Aarhus.
Manden er af Østjyllands Politi udpeget som den formodede flugtbilist, der klokken 18.14 var involveret i et alvorligt færdselsulykke i krydset mellem Silkeborgvej/Åby Ringvej mellem Åbyhøj og Gellerup, hvor en 31-årig politibetjent blev påkørt og pådrog sig alvorlige skader.
Betjenten er ifølge Østjyllands Politi i kritisk tilstand.
Politibetjenten blev påkørt af bilen, der kom kørende med meget høj fart, hvorefter føreren af bilen flygtede fra stedet ad Silkeborgvej i retning af Brabrand.
Politiet har modtaget mange henvendelser fra borgerne, men på trods af en intens eftersøgning aftenen og natten igennem, blandt andet med assistance fra helikoptere, som overfløj flere vestlige bydele i Aarhus sent fredag aften, er det ikke lykkedes politiet at finde frem til den eftersøgte.
»Vi er meget taknemmelige for den hjælp, vi har fået fra befolkningen i denne sag, og vi arbejder fortsat intenst på at finde frem til den eftersøgte. Vi har på nuværende tidspunkt ikke yderligere oplysninger om vores medarbejders tilstand,« siger politiinspektør Gert Bisgaard i en pressemeddelelse.
I en skriftlig kommentar til Ritzau udtrykker justitsminister Nick Hækkerup sin forfærdelse over hændelsen.
»Jeg er forfærdet over at høre, at en ung betjent er blevet påkørt.«
»Endnu en gang er et menneskes liv sat på spil af en ussel flugtbilist, og denne gang har det ramt en politibetjent i tjeneste - et af de mennesker, som hver dag går på arbejde for at passe på os alle.«
»Jeg håber snart, at politiet får fat på ham (flugtbilisten, red.), så han kan blive stillet til ansvar for sine handlinger. Mine tanker går til betjenten og hans nærmeste, udtaler justitsministeren.«
Politiet fortsætter eftersøgningen og vil gerne fortsat høre fra borgere, der måtte have viden om, hvor manden befinder sig.
Har man oplysninger i sagen, kan man kontakte Østjyllands Politi på telefon 114.