Fortsæt til indhold
Aarhus

Socialdemokratiet har problemer med højhus på Mindet 6

Sagen om højhuset på Mindet kan trække ud til efter sommeren. Højden, p-huset og trafikken bekymrer Socialdemokratiet, der også åbner for foretræde i teknisk udvalg.

Selv om sagen om Olav de Lindes højhus i Aarhus har været i høring og onsdag er på byrådets dagsorden, er der ikke udsigt til en hurtig afklaring af den omdiskuterede byggesag.

Socialdemokratiet åbner nu for, at berørte borgere kan få foretræde, når sagen behandles i teknisk udvalg, og derudover vil partiet have afklaret en række spørgsmål vedrørende husets højde, p-huset og trafikken i området.

Vi tager forbehold overfor husets højde og p-huset foran.
Steen Bording Andersen (S), teknisk ordfører

Det oplyser Steen Bording Andersen (S), næstformand i teknisk udvalg, efter partiets gruppemøde tirsdag forud for onsdagens byrådsmøde:

»Vi er glade for, at der bliver bygget et højhus i området, som netop er et af de områder, hvor vi tænker højhuse, og vi er også glade for indretningen af de nederste etager i højhuset, som vil give liv til området. Vi tager dog forbehold overfor husets højde og p-huset foran, som vi mener skal indrettes, så det ikke generer Filmbyen, og vi har også brug for yderligere information om trafikmængderne især fra den nordlige side,« siger den tekniske ordfører for S.

Partiet vil desuden nærstudere projektets visualiseringer og muligvis bede om flere af slagsen:

»Derudover vil vi studere visualiseringerne og forbeholde os ret til at bede om flere visualiseringer, ikke mindst i forhold til centrum af Aarhus, hvor både biskop og Den Gamle By har udtrykt bekymring over højhuset,« siger Steen Bording Andersen, der onsdag vil sende sagen videre til teknisk udvalg:

»Vi vil have sagen sendt i teknisk udvalg, og her skal der være mulighed for foretræde, så vi kan få sagen bedre belyst. Om det betyder, at sagen ikke kan nå at blive behandlet på det sidste byrådsmøde inden sommerferien den 22. juni, kan jeg ikke vurdere på nuværende tidspunkt,« siger han.

I byrådet har V, K og DF indtil videre sagt ok til højhuset, mens EL og SF har sagt nej og Radikale taget forbehold for p-husets udformning.