Fortsæt til indhold
Aarhus

Kommune: Ikoniske bygninger berøres ikke af højhus

Det foreslåede højhus får ikke negativ indvirkning på kulturmiljøet omkring Mindet 6, fastslår Aarhus Kommune.

Det foreslåede erhvervshøjhus på 150 meter på Mindet 6 vil få yderst negative konsekvenser for byens profil og for de kulturhistoriske bevarings- og fortælleværdier, fastslog bymuseet Den Gamle By i sit høringssvar til den lokalplan, som skal bane vejen for det nye højhus.

Den Gamle By mener, ligesom Slots- og Kulturstyrelsen og Lokalt Kulturmiljøråd, at højhuset er ødelæggende for de kulturhistoriske værdier i Sydhavnen og Mellemarmen, ikke mindst for det nationale industri-mindesmærke »De fem søstre«.

I forvaltningens gennemgang af de indkomne høringssvar afviser Teknik og Miljø, Aarhus Kommune, kritikken. Teknik og Miljø ser i den skriftlige gennemgang af de forskellige kritikpunkter »et højhus pågældende sted som en markør, som et ”landmark” i byen, set fra forskellige vinkler og ankomster. Højhuset vil respektere en genkendelig base, i forhold til terrænniveau (Mindet 6) – og med tydelig respektafstand til de øvrige ikoniske bygninger i nærområdet; silobygningerne, De fem søstre, og silobygningen på den sydlige side af bassin 3,« fremgår det.

Slots- og Kulturstyrelsen konstaterede i sit høringssvar til planerne, at et gigantisk højhusbyggeri på Mindet 6 vil komme til at dominere det historiske havneområde i en negativ retning.

»Som bekendt udpegede Kulturarvsstyrelsen (nu Slots- og Kulturstyrelsen) i 2007 Jysk Andels Foderstofforretnings siloanlæg på Aarhus Havn som ét blandt 25 nationale industriminder. Arkitekt Hjalmar Kjærs markante og fremsynede bygningsanlæg omfatter både silopakhuset med det særegne gavlmotiv og den trekantede lagerbygning i to etager på adressen Mindet 6. Med den foreliggende plan reduceres sidstnævnte bygning til base for et højhus, der i skala langt overgår såvel De fem søstre som havnens øvrige industribyggeri,« skrev styrelsen.

Aarhus Kommune mener omvendt, at den trekantede lagerbygning ikke er med i udpegningen som industrielt kulturminde.

»Udpegningen er fortolket i Aarhus Kommune at gælde De fem Søstre og den tilhørende /tilbyggede lagerbygning – og således ikke bygningen Mindet 6. Mindet 6 er noteret med en bevaringsværdi på 5 og er dermed ikke bevaringsværdig ifølge Kommuneplanen,« skriver Teknik og Miljø-forvaltningen, som samtidig påpeger, at Mindet 6 er en lagerbygning fra samme periode som De fem søstre.

»I dag benyttes bygningen ikke, og den opleves at stå som et bygningsfragment fra tidligere i en nu opløst struktur, sammen med området syd herfor. Den lave lagerbygning ligger som slutpunkt ved åens forløb ved Mindet og kan sammen med et nyt ikonisk byggeri være med til at understøtte et samspil mellem vigtige bygninger i havneområdet,« skriver forvaltningen.

I alt er der under den offentlige høring i byggesagen indsendt 243 høringssvar fra bl.a. 216 privatpersoner. Langt de fleste høringssvar er imod højhusbyggeriet. Det er især højden og placeringen af højhuset, der rejser modstand, men også placering af parkeringshuset, påvirkning af det lokale kulturmiljø og forhold til foderstofvirksomhederne på havnen, som er argumenter imod projektet.