Fortsæt til indhold
Aarhus

Besøg på historisk slot tegnet af berømt arkitekt

De kommende måneder bliver det muligt at få en guidet rundtur på Jagtslottet ved Kalø Gods.

Nationalpark Mols Bjerges frivillige inviterer hen over sommer og efterår feriegæster og andre nysgerrige på guidede ture på Jagtslottet ved Kalø Gods.

Slottet er tegnet af den berømte arkitekt Hack Kampmann, der satte sit præg på arkitekturen i Aarhus omkring år 1900. Han har bl.a. tegnet Aarhus Teater, Toldboden og Marselisborg Slot. Han er desuden hovedarkitekten bag Københavns Politigård. Hack Kampmann samarbejdede på mange af projekterne med dekoratør og tidligere Kähler-maler Karl Hansen Reistrup, der har stået for den indendørs udsmykning med kalkmalerier og træudskæringer af skovens dyr, naturen på Mols og motiver fra den nordiske mytologi.

Coronalukket

Det tidligere jagtslot er i dag Nationalpark Mols Bjerges sekretariat. Inden coronakrisen måtte gæster gerne kigge ind, mens der var folk var på arbejde, men det har ikke været muligt i et år.

Slottet er opført i 1898, tegnet af arkitekt Hack Kampmann og dekoreret indvendigt på væggene med motiver fra den nordiske mytologi og jagt af Karl Hansen Reistrup. Foto: Nationalpark Mols Bjerge

Jagtslottet ligger omtrent en halv times kørsel uden for Aarhus, og i løbet af sommeren og efteråret kan gæster komme ind og se slottet og den nærliggende fredede Karlsladen. Laden rummer i dag et besøgscenter og en udstilling om Kalø og Nationalpark Mols Bjerge.

Frivillige fra Nationalpark Mols Bjerge vil vise rundt og fortælle om, hvordan livet har været på Jagtslottet.

Turen tager i alt halvanden time, og billet skal købes på forhånd på nationalparkbooking.dk.